Syrien forbereder sig på amerikansk luftangreb

Syrisk militær er i gang med at tømme lufthavne og militærbaser efter præsident Trumps trusler om et missilangreb.

Ifølge flere kilder er Bashar al-Assad i gang med at tømme militærbaser og lufthavne, som forberedelse på et muligt amerikansk missilangreb. (Foto: © ho, Scanpix)

Siden weekendens formodede giftangreb i den syriske by Douma ved Damaskus har USA's præsident, Donald Trump, skærpet retorikken over for Bashar al-Assad og hans regime.

Det kulminerede i går, da præsidenten meddelte på Twitter, at der vil blive sendt "nydelige, nye og smarte" missiler afsted mod Syrien.

Militærbaser tømt

Meldingen om et potentielt angreb har ifølge unavngivne amerikanske regeringskilder fået Bashar al-Assads militær til at fjerne blandt andet kampfly fra militærbaser. Det skriver Reuters.

Og det bakkes ifølge DR's mellemøstkorrespondent Michael S. Lund op af flere syriske kilder.

- Der er adskillige kilder i Syrien, der har berettet, hvordan det syriske styre har sendt personale hjem fra deres baser og samtidig flyttet nogle af deres fly fra syriske militærlufthavne til en russisk luftbase, fordi man ikke regner med, at Trump vil bombe russerne direkte, siger Michael S. Lund.

Også hos det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder lyder vurderingen, at Bashar al-Assad forbereder sig på et angreb. Her lyder meldingen, at syriske regeringskræfter både tømmer lufthavne og militære luftbaser.

Angreb har ikke den store effekt

For et år siden straffede Trump et andet syrisk giftgas-angreb med 59 tomahawk krydsermissiler. Angrebet var rettet mod den syriske base, hvor gasangrebet var kommet fra.

Men ifølge Michael S. Lund havde amerikanernes angreb dengang ikke den store effekt.

- Reelt opnåede Trump ikke ret meget med angrebet for et år siden.

- Man ramte nogle fly, og man ødelagde nogle landingsbaner, men lufthavnen var oppe og køre igen få timer efter, og borgerkrigen fortsatte, og siden det angreb har der været adskillige beretninger om andre formodede giftangreb, siger Michael S. Lund.

Den seneste optrapning af konflikten i Syrien fik i går Storbritanniens premierminister, Theresa May, til at beordre britiske ubåde til at placere sig inden for missilrækkevide af Syrien for at være klar til et muligt angreb.

Siden weekenden har der været forskellige rapporter om dødstal ved det omtalte angreb på Douma.

Onsdag meddelte Verdenssundhedsorganisationen WHO, at der ifølge lokale samarbejdspartnere er tale om 43 dræbte, der viser tegn på at have været udsat for giftige kemikalier.