Finalisterne er fundet: En 'genfødt brexit-tilhænger' eller en stenrig eks-minister bliver briternes næste premierminister

Udenrigsministeren står over for den tidligere finansminister i kampen om at afløse Boris Johnson.

Rishi Sunak og Liz Truss er de to finalister i formandskampen hos De Konservative.

Rishi Sunak eller Liz Truss.

En af disse to kan vi forvente at høre meget mere om de kommende år.

Den ene af dem bliver nemlig Storbritanniens næste premierminister.

Det står klart efter dagens sidste interne afstemning i Det Konservative Parti, hvor overraskelsen Penny Mordaunt blev siet fra.

Tilbage står så Rishi Sunak og Liz Truss, der nu skal bruge de næste uger på at sælge sig selv til de omkring 180.000 menige medlemmer af partiet, som kommer til at udpege Boris Johnsons afløser som partiformand og premierminister.

Valget står mellem en stenrig detroniseret kronprins og en "genfødt brexit-tilhænger".

Bliv klogere på de to bejlere til premierministerposten her.

Stenrig detroniseret kronprins kæmper for comeback

Rishi Sunak har fået flest stemmer ved samtlige interne afstemninger blandt de konservative parlamentarikere. (Foto: © HENRY NICHOLLS, Ritzau Scanpix)

Hvis man har spillet Mario Kart, så ved man, at det kan være farligt at lægge sig i front for tidligt. Så bliver man nemlig hurtigt mål for angreb fra hele feltet. Det samme gælder et formandsvalg i Det Konservative Parti, har Rishi Sunak måttet sande.

Den tidligere finansminister blev hurtigt udråbt til favorit af bookmakerne og blev snart udsat for angreb fra flere sider. Britiske medier mente at vide, at allierede af Boris Johnson havde indledt en målrettet sabotagekampagne mod Sunak.

Blandt andet The Observer har dækket meldinger om, at Boris Johnson ville stikke en kæp i hjulet på sin tidligere kronprins. (Foto: © Screenshot fra avisens Twitter-profil.)

Og ved søndagens kandidatdebat valgte tre af de fire andre deltagere at rette skytset mod ham, da de fik muligheden for at stille modstanderne et spørgsmål.

"Alle hader Rishi", lød det ligefrem i The Guardians opsamling, der dog kan glæde sig over opbakning fra flere fremtrædende medlemmer af sit parti.

Det er ikke lang tid siden, at Sunak var et ubeskrevet blad for de fleste briter. Få mennesker uden for Westminster kendte den dengang 39-årige tidligere finansmand, da han i februar 2020 blev udpeget som ny britisk finansminister.

Men snart ramte coronakrisen, og Sunak blev ansigtet udadtil på hjælpepakkerne, der hjalp millioner af briter gennem coronakrisen.

Rishi Sunak henvendte sig direkte til briterne, da han tilbage i februar præsenterede nye planer for at bringe briternes leveomkostninger ned:

Sunak blev snart udråbt til De Konservatives kronprins og blev set som en favorit til en dag at efterfølge Boris Johnson som premierminister. Men i april fik den polerede politiker alvorlige ridser i lakken, da han fik en bøde for at bryde coronarestriktionerne, og det kom frem, at hans hustru, milliardæren Akshata Murthy, havde udnyttet skatteregler for at undgå at betale skat i Storbritannien.

Det kom ligeledes frem, at Sunak havde beholdt sin amerikanske opholds- og arbejdstilladelse, og der blev spekuleret i, om han ville kvitte britisk politik og i stedet tage et velbetalt job i USA.

Men nu går han i stedet efter at lede Storbritannien, efter han i starten af måneden sagde op som finansminister og var med til at vælte Boris Johnson.

Tiden som finansminister er et klart plus for Sunak, vurderer Ole Helmersen, der er lektor ved Copenhagen Business School og ekspert i britiske forhold.

- Han byder ind med seriøsitet og den tyngde, det trods alt giver at have været finansminister.

- Det plejer at være et godt udgangspunkt for at kunne bejle til premierministerposten, lyder det fra Ole Helmersen, som siger, at Sunak også byder ind med en mere traditionel konservativ økonomisk politik end Boris Johnson, som tilbød både skattelettelser og store, dyre projekter på samme tid.

Sunak kan glæde sig over, at 66 procent af briterne og 77 procent af de konservative vælgere kunne sætte navn på ham i en undersøgelse fra tidligere på måneden, og at han er den kandidat, der har fået størst opbakning ved de interne afstemninger i Det Konservative Parti.

Men nu er det op til de omkring 180.000 menige medlemmer af partiet at vælge, om han skal være premierminister. Her spekuleres der blandt andet i, om hans store rigdom kan blive et problem for ham midt i en inflationskrise, der gør ondt på millioner af briter.

Ifølge The Times blev Sunak mangemillionær, da han var i midten af 20'erne, men han menes nu at være god for over en milliard kroner. Det skyldes mest af alt hans hustru, Akshata Murty, som tilhører en af Indiens rigeste familier.

I sin kampagnevideo peger Rishi Sunak på, at hans forældre emigrerede til Storbritannien fra ydmyge kår, men kritikere er hurtige til at pege på, at han har gået på en af de fineste privatskoler i Storbritannien såvel som eliteuniversiteter som Oxford og Stanford.

Sunak har tidligere fået kritik for at forsøge at fremstå folkelig ved at lægge opstillede billeder på de sociale medier - herunder i marts, hvor han delte et billede af sig selv tanke en Kia Rio, som han - viste det sig - havde lånt af en supermarkedsansat. (Foto: © Screenshot fra Twitter)

Sunak er den eneste af de fremtrædende formandskandidater, der ikke har lovet omgående skattelettelser. Han vil gøre Storbritannien energiuafhængigt inden 2045, men lover samtidig, at han ikke vil gøre det nemmere at bygge vindmøller på land.

"Genfødt brexit-tilhænger" overhalede på målstregen

Liz Truss blev hyldet af flere af sine kollegaer i dag, da det stod klart, at hun havde nået formandsfinalen. (Foto: © Neil hall, Ritzau Scanpix)

Som udenrigsminister har Liz Truss fået mere taletid i medierne end flere af hendes rivaler.

Hun lader dog ikke til at være et lige så kendt ansigt som Rishi Sunak. I hvert fald kunne kun 33 procent af vælgerne sætte navn på hende, da de blev vist et billede af hende. Det tilsvarende tal for konservative vælgere var 45 procent.

Truss lå længe et stykke bag Rishi Sunak og Penny Mordaunt på bookmakernes favoritliste og modtog ligeledes kun tredjeflest stemmer ved de indledende interne afstemninger i Det Konservative Parti.

Men efter rivalerne Tom Tugendhat og Kemi Badenoch blev siet fra, lykkedes det Truss at fiske stemmer i de rørte vande. Og i dag overhalede hun så Penny Mordaunt på målstregen og er nu også bookmakernes favorit til at snuppe premierministerposten.

Liz Truss har forsvaret sin beslutning om at blive siddende som forsvarsminister under Boris Johnson, som tidligere på måneden blev væltet af sine partifæller:

Truss var oprindeligt brexit-modstander, hvilket hendes modstandere har sørget for at nævne et par gange. Herunder Rishi Sunak, der under en af tv-debatterne spurgte, om hun mest fortrød, at hun havde været brexit-modstander, eller at hun havde været medlem af Liberaldemokraterne.

Alligevel har hun fået opbakning fra brexit-høge som Jacob Rees-Mogg.

- De ser hende formentlig som det bedste bud på en ny leder, der vil holde fast i den kurs, som Johnson lagde i forhold til et forholdsvist hårdt brexit, siger Ole Helmersen.

Hun lader heller ikke til at forsøge at gøre sig gode venner med Bruxelles, påpeger The Guardian, efter hun i sidste måned lagde op til at bryde brexit-aftalen, der var indgået med EU, i forhold til Nordirland.

Han siger, at De Konservative i stigende grad ser ud til at være ude af takt med vælgerne i forhold til opbakningen til brexit, hvor flere og flere briter mener, at farvellet til EU var en dårlig idé.

- Der kan man sige, at Liz Truss stadig står inde for det lidt hårde brexit, og hun går også ind for skattelettelser, siger Ole Helmersen med henvisning til, at Truss har lovet at sænke skatterne fra "fra dag et", hvis hun bliver premierminister.

- Det er et eller andet sted også lidt ude af sync med virkeligheden, fordi når man har en økonomi, der er hårdt presset - blandt andet af brexit - så er der simpelthen ikke råd til skattelettelser.

Truss er fortaler for lavere skatter og benyttede lejligheden under søndagens debat til at påpege, at Rushi Sunak har hævet skatterne til deres højeste niveau i 70 år:

Flere iagttagere - herunder The Guardians politiske korrespondent, Peter Walker, - har peget på, at Truss har forsøgt at ligne en arvtager efter Margaret Thatcher, den såkaldte jernlady, der var premierminister fra 1979-1990.

- Hun har meget utvetydigt forsøgt at fremstille sig selv som Thatcher 2.0. Hun har endda poseret i en kampvogn, hvilket er meget i tråd med Thatchers image, lød det i sidste uge fra korrespondenten, der pegede på, at Truss - ligesom Thatcher - fremstiller sig selv som en der vil være kontant, sænke skatterne og sige tingene, som de er.

Udenrigsministeren har lovet at øge forsvarsbudgettet til tre procent af BNP inden 2030, hvis hun bliver premierminister.

Hvad så nu?

Efter nogle intense dage med daglige interne afstemninger ændrer formandskampen karakter. De to finalister kommer nu til at føre valgkamp rundt omkring i Storbritannien for at forsøge at få opbakning fra de menige medlemmer af Det Konservative Parti.

Dermed bliver det ikke briterne selv, men omkring 180.000 konservative partimedlemmer, som vælger den næste premierminister. Og de er ikke just repræsentative for det britiske samfund, påpeger Ole Helmsersen.

- Det er primært ældre hvide mænd over 60 år, der kommer til at afgøre, hvem den næste leder bliver. Der er meget få unge mennesker, der er medlemmer af partiet, siger han.

Kandidaterne må hver bruge op til 2,6 millioner kroner på deres kampagner plus rejseomkostninger, beretter avisen Daily Mirror.

Partimedlemmerne indsender løbende deres stemmer, indtil der den 5. september kåres en vinder. Den næste dag forventes premierminister Boris Johnson at gå til dronningen og indgive sin opsigelse, så en ny person kan flytte ind i Downing Street nummer 10.