Så er udskillelsesløbet i gang: Seks kandidater kæmper om at blive ny britisk premierminister

Finansministeren og Boris Johnsons sidste modstander er ude af formandskampen.

Tidligere i dag var der otte mulige kandidater til posten som Storbritanniens næste premierminister. Nu er der seks tilbage. (Foto: © Foto: DANIEL LEAL © Ritzau Scanpix. Grafik: Søren Winther Nørbæk)

Her til aften kom der for alvor gang i det udskillelsesløb, som skal afgøre, hvem der bliver Storbritanniens næste premierminister.

Her har de konservative parlamentarikere nemlig stemt om, hvem de foretrækker som deres nye partileder – og dermed premierminister – efter Boris Johnson i sidste uge varslede sin afgang efter et omfattende internt oprør imod ham.

Ved aftenens afstemning blev de otte kandidater reduceret til seks, efter to af kandidaterne ikke opnåede de 30 stemmer, der skulle til for at overleve.

Ud røg finansminister Nadhim Zahawi og den tidligere sundhedsminister Jeremy Hunt, der modtog henholdsvis 25 og 18 stemmer.

De seks andre kandidater kan glæde sig over resultatet af den første runde af udskillelsesløbet, men de får ikke lov til at hvile på laurbærrene. Allerede her til aften skal de tale deres sag for partifællerne fra Underhuset, inden anden runde finder sted i morgen.

Her vil mindst én af kandidaterne få knust sin drøm om at blive Storbritanniens næste premierminister.

Meldinger om mudderkastning og lange knive

Meget står selvsagt på spil ved det igangværende formandsvalg, og der arbejdes derfor hårdt i kulisserne på at sikre sig støtte fra partifællerne. Og mens kandidaterne gøder jorden for sig selv, kastes der i den grad også med mudder, fremgår det af flere britiske medier.

Det politiske medie Politico beretter, at Westminster i øjeblikket er epicenter for utallige fjendtligsindede mediebriefinger om modparterne, og at formandskampen er ved at udvikle sig til "den mest ondskabsfulde konservative formandskamp i nyere historie".

Og mens bookmakernes favorit, den tidligere finansminister Rishi Sunak, har vind i sejlene efter opbakning fra flere fremtrædende konservative, så er han samtidig mål for en målrettet sabotagekampagne fra allierede af Boris Johnson, skriver blandt andre Financial Times.

Også Nadhim Zahawi har fået med grovfilen. I weekenden udtalte han i hvert fald, at han "tydeligvis blev bagvasket" efter meldinger i medierne om, at der har været bekymringer om hans skatteforhold, inden han blev gjort til minister.

Alle kandidaterne lover at sænke skatten, og det giver anledning til panderynker, siger DR-korrespondent Ole Ryborg, der følger formandskampen i Westminster:

Der bliver rig mulighed for yderligere interne stridigheder den kommende tid.

Her venter nemlig daglige interne afstemninger i Det Konservative Parti, hvor kandidaten med færrest stemmer ryger ud.

Denne proces fortsætter, indtil der kun er to kandidater tilbage. Herefter er det de menige medlemmer af partiet – omkring 180.000 mennesker – der vælger den nye leder. Vinderen udråbes den 5. september.

Oprindeligt stillede 11 kandidater op for at efterfølge Boris Johnson som partileder og premierminister, men tre valgte at trække sig allerede inden den første afstemningsrunde, da det stod klart, at de ikke ville få den nødvendige opbakning fra partifællerne.

Hvem er de tilbageværende kandidater?

42-årige Rishi Sunak blev finansminister i begyndelsen af 2020 og blev hyldet for sin økonomiske redningspakke i forbindelse med coronapandemien. (Foto: © John Sibley, Ritzau Scanpix)

Bookmakernes klare favorit var i den indledende fase Rishi Sunak, der indtil starten af sidste uge var Storbritanniens finansminister. Han er siden blevet overhalet som favorit af Penny Mordaunt, som vi vender tilbage til.

Han kan til gengæld glæde sig over, at han med 88 stemmer blev dagens store vinder.

Den tidligere Goldman Sachs-finansmand var et relativt ubeskrevet blad, da han i midten af februar 2020 blev udpeget som finansminister i en alder af blot 39 år. Kort tid senere blev han til gengæld ansigtet udadtil på de britiske hjælpepakker under coronakrisen og blev snart udråbt til kronprins i Det Konservative Parti.

Den polerede politiker har dog fået flere ridser i lakken - blandt andet efter han i april fik en bøde for at bryde coronarestriktionerne, og det kom frem, at hans hustru, milliardæren Akshata Murthy, havde udnyttet skatteregler for undgå at betale skat i Storbritannien.

Penny Mordaunt er tidligere forsvarsminister og blandt de forventede frontløbere. (Foto: © Simon Dawson, Ritzau Scanpix)

Den britiske viceminister på handelsområdet, Penny Mordaunt, har de seneste dage været med i favoritfeltet bag Rishi Sunak, men har nu overhalet Sunak indenom, hvis man skal tro bookmakerne. Ved dagens afstemning fik Mordaunt, som er reservist i den britiske flåde, 67 stemmer.

Mordaunt blev i 2019 Storbritanniens første kvindelige forsvarsminister, men mistede sin post tre måneder senere, da Boris Johnson overtog som premierminister og satte et nyt ministerhold.

Hun er kendt for at være en stærk tilhænger af brexit og kaldte for et halvt år siden farvellet til EU for "en kæmpe mulighed".

Liz Truss har været britisk udenrigsminister siden september 2021. (Foto: © Justin Tallis, Ritzau Scanpix)

Også udenrigsminister Liz Truss har længe været blandt bookmakernes favoritter, og hun kvitterede i dag med erobringen af 50 stemmer.

Truss lover at mindske skatterne fra "dag et" og siger, at tiden er inde til at vende tilbage til de klassiske "konservative værdier". Truss var i sin tid modstander af brexit, men er siden vendt på en tallerken og har som udenrigsminister taget en konfrontatorisk kurs over for Bruxelles.

Hun støttes af blandt andet Boris Johnsons centrale allierede Jacob Rees-Mogg, der betegner hende som "en rigtig euroskeptiker".

Den 49-årige Tom Tugendhat er tidligere officer i hæren og en prominent konservativ parlamentariker. (Foto: © TOLGA AKMEN, Ritzau Scanpix)

Tom Tugendhat er formand for det indflydelsesrige udenrigsudvalg. Militærmanden, der har været udstationeret i både Irak og Afghanistan, har flere gange kritiseret Boris Johnson og slog helt tilbage i januar fast, at han agtede at gå efter premierministerposten, hvis Boris Johnson blev væltet.

Modsat mange af sine rivaler har han ingen ministererfaring. Han modtog 37 stemmer ved dagens afstemning.

Kemi Badenoch (i midten) er ikke en fremtrædende figur i Det Konservative, men har valgt at stille op som formandskandidat. (Foto: © UK Parliament/Jessica Taylor, Ritzau Scanpix)

Feltet byder også på Kemi Badenoch, der blev valgt ind i det britiske parlament for fem år siden. Siden har hun haft flere poster som viceminister, senest som minister for ligestilling.

Parlamentarikeren har flere kontroverser bag sig - blandt andet måtte hun i 2018 undskylde, efter det kom frem, at hun havde hacket en Labour-politikers hjemmeside.

Derudover beskrives hun som en "kulturkriger", der har slået sig fast på en anti-woke platform. Hun modtog 40 stemmer ved dagens afstemning.

Storbritanniens såkaldte Attorney General, Suella Braverman, var hurtigt ude af starthullerne, da hun erklærede sin interesse i Johnsons job, mens han fortsat sad på posten. (Foto: © Phil noble, Ritzau Scanpix)

Derudover finder man regeringens juridiske rådgiver Suella Braverman, der i sidste uge noget opsigtsvækkende meldte sig som kandidat under et tv-interview, mens Boris Johnson stadig klyngede sig til magten.

Den 42-årige advokat er stor brexit-tilhænger og forlod posten som viceminister med fokus på brexit under tidligere premierminister Theresa May, fordi hun ikke mente, at Mays aftale brød båndene til EU tilstrækkeligt.

Derudover er hun fortaler for den britiske regerings kontroversielle plan om at sende asylansøgere til Rwanda og har langet ud efter "woke-sludder".

Hun modtog 32 stemmer ved dagens afstemning og formåede derfor kun knap og nap at holde sig over spærregrænsen.