Migranter, granater og nødhjælp: Her er tre nedslag fra EU-topmødet

Efter topmødet talte statsminister Mette Frederiksen blandt andet om, at holdningen til migration har ændret sig.

Mette Frederiksen talte blandt andet sammen med Tysklands kansler Olaf Schultz. (Foto: © John Thys, Ritzau Scanpix)

EU's stats- og regeringsledere har taget hul på topmødet i Bruxelles.

På mødets første dag har emnerne især centreret sig om indvandring og Ukraine.

Her er tre nedslag over, hvad EU's ledere diskuterede og blev enige om.

1

Migranter, modtagecentre og asylstop

Ifølge statsminister Mette Frederiksen bliver der lyttet til ønsket om at stramme udlændingepolitikken på en anden måde end tidligere. Her ses hun sammen med EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen og Letlands premierminister Evika Silina. (Foto: © OLIVIER HOSLET, Ritzau Scanpix)

EU-landene opfordrer EU-Kommissionen til at arbejde videre med at bremse antallet af migranter og forbedre mulighederne for tilbagesendelse af afviste asylansøgere.

EU-landene er derfor glade for det brev, som EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sendte forud for topmødet. Her lover hun netop at se på hjemsendelser og åbner for modtagecentre i tredjelande.

Ifølge statsminister Mette Frederiksen sker der lige nu et skifte i holdningen til migration og indvandring i EU.

På vej ind til topmødet beskrev hun modtagelsen af tidligere forsøg på at forklare det danske ønske om stram asyl- og migrationspolitik lidt som at råbe ind i en tom håndboldhal.

- Men nu er vi der, hvor det er flertallet af de europæiske ledere, der ønsker at få strammet op i udlændingepolitikken, siger Mette Frederiksen.

Desuden bakkede EU-landene op om Polens ønske om et midlertidigt asylstop. Ifølge Polen og EU-landene bruger Rusland migranter som våben i en hybridkrig ved at sende migranter til grænserne ved eksempelvis Polen og Finland.

Det polske skridt er meget vidtgående og ville tidligere være blevet udsat for kritik for at være imod international og EU-lovgivning. Men torsdag vaklede EU-landene ikke i deres opbakning til Polen.

- Jeg vil glæde mig over, at der var fuld opbakning til, at Polen i lyset af, at de er blevet udsat for et hybridangreb, kan annullere retten til at søge asyl. Det er rigtig, rigtig vigtigt, siger Mette Frederiksen.

2

Støtte og ammunition til Ukraine

Ukraines præsident Volodyrmyr Zelenskyj deltog også i topmødet hvor han præsenterede sin 'sejrsplan' for EU's ledere. (Foto: © John Thys, Ritzau Scanpix)

Mens verdens øjne i høj grad er vendt mod Mellemøsten, raser krigen i Ukraine videre med uformindsket styrke.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj deltog selv på topmødet, hvor han fremlagde sin 'sejsplan' for krigen mod Rusland.

på topmødet bekræftede EU-landene, at de vil fortsætte deres 'politiske, finansielle, økonomiske, humanitære, militære og diplomatiske støtte til Ukraine'.

- Vi har jo behov for, hver eneste gang vi mødes, at kigge hinanden i øjnene og blive ved med at blande blod på, at vi har tænkt os at støtte, så længe som det kræver, siger Mette Frederiksen.

Ungarn har dog længe blokeret for militære midler fra Den Europæiske Fredsfacilitet til lande, der giver militærstøtte til Ukraine.

Her opfordrer landene til at færdiggøre arbejdet, så Ukraine kan få mere militærstøtte i form af blandt andet luftforsvar, ammunition og missiler.

Ifølge Mette Frederiksen vil Danmark arbejde videre sammen med Tjekkiet og Holland om et ammunitionsinitiativ, der skal sikre, at Ukraine rent lavpraktisk har kugler og granater at skyde med i årene frem.

- Det går rigtig godt i år, men der er ikke noget, der tyder på, at krigen stopper.

- Der er en gryende interesse for at være med i det initiativ, siger Mette Frederiksen

3

Fordømmelser og opfordringer

Israels drab af Hamas-leder Yahya Sinwar blev også berørt af statsminister Mette Frederiksen. (Foto: © Mohammed Saber, Ritzau Scanpix)

Situationen i Mellemøsten blev også berørt af EU-landenes ledere.

Her opfordrede EU-landene igen parterne til øjeblikkeligt at stoppe konflikten. Det gælder både i Gaza og i Libanon. Hamas opfordres til at løslade alle gidsler.

Samtidig fordømmer EU-lederne Irans missilangreb på Israel og understreger Israels ret til selvforsvar.

Derudover ønsker EU-landene humanitær hjælp ind til de civile i Gaza og Libanon.

Konklusionerne indeholder også kritik af Isreals angreb på FN's fredsbevarende Unifil-styrker i Libanon.

- Det er vigtigt, at vi får mere nødhjælp ind (i Gaza red.), og at de ulovlige bosættelser stopper.

Mens EU-lederne sad i møde tikkede nyheden ind om, at Israel har dræbt Hamas-leder Yahya Sinwar.

- Sådan med danske briller, så er det svært at beklage lige præcis det dødsfald, fordi det er virkelig en hardcore terrorist, vi har at gøre med her.