I dag håber Le Pen at skabe 'et historisk øjeblik', når hun holder forfest til EU-valget

Rassemblement National står til at blive det største franske parti ved det kommende valg til Europa-Parlamentet.

(© Ritzau Scanpix)

Man skal altid være påpasselig med at sige, at den er hjemme. Ikke mindst i politik, hvor vælgerne som bekendt har det med at være lunefulde.

Alligevel har Frankrigs ubestridte højrefløjsdronning, Marine Le Pen, varmet op til den helt store forfest, når hun sammen med protegéen Jordan Bardella i dag kickstarter EU-valgkampen for sit parti, Rassemblement National, på et stormøde i havnebyen Marseille.

Målet er at skabe "et historisk øjeblik", som det står formuleret i invitationen.

Der er nemlig mindre end 100 dage til valget til Europa-Parlamentet, og ifølge en række meningsmålinger er det stærkt EU-kritiske Rassemblement National, som befinder sig på den yderste højrefløj, lige nu det mest populære parti i Frankrig.

Tidligere på året vurderede tænketanken European Council on Foreign Relations, at partiet står til at blive det største i Frankrig ved valget til juni. Og en måling viste for nylig, at Rassemblement National ligefrem kan ende med at få 33 procent af stemmerne.

Ved det seneste valg fik det lige godt 23 procent af stemmerne, hvilket har kastet 18 pladser i Europa-Parlamentet af sig.

- Rassemblement National får formentlig deres bedste valg, og man kan godt regne med, at de bliver det største parti i Frankrig, lyder vurderingen fra Jørn Boisen, som er lektor i fransk ved Københavns Universitet.

Marine Le Pen står her med sin højre hånd, partileder Jordan Bardella, som begge satser på et succesvalg til juni, når der skal vælges nye europaparlamentarikere. (© Ritzau Scanpix)

'Et ordentligt nakkedrag'

En lignende vurdering kommer fra Kirsten Biering, der er tidligere dansk ambassadør i Frankrig og nuværende seniorrådgiver hos Tænketanken Europa samt Dansk Institut for Internationale Studier.

Derfor bliver dette EU-valg også særdeles afgørende for Marine Le Pen, der nu tre gange forgæves har forsøgt at blive franskmændenes præsident. Og hun har åbnet for, at hun vil forsøge en fjerde gang.

- Hvis europaparlamentsvalget på noget tidspunkt har været et nationalt valg i Frankrig, så er det nu. Det er en generalprøve på præsidentvalget om tre år. Og jo mere succes, Rassemblement National får, des mere svækket står præsident Macron tilbage, siger Kirsten Biering.

Jørn Boisen peger på, at det franske europaparlamentsvalg altid fungerer lidt på samme måde som midtvejsvalget i USA. Det er der, de franske vælgere giver den siddende regering "et ordentlig nakkedrag", som han formulerer det, hvilket også er forventningen denne gang.

Hvis der var parlamentsvalg i morgen, ville blot 19 procent af vælgerne ifølge Politicos opgørelse stemme på præsident Emmanuel Macron og hans midterparti, Renasissance. Til sammenligning ville 28 procent stemme på Rassemblement National.

- Men Rassemblement National har længe stået stærkt, og opbakningen til dem er vokset stille og organisk, forklarer Jørn Boisen.

Mere mainstream

For hvor mange franskmænd førhen stemte på højrefløjspartiet i protest over de gamle magtpartier, der i årtier havde siddet tungt på præsidentposten, er der nu flere og flere, der også tilslutter sig dets politiske dagsordener.

Det gælder blandt andet kravet om en stram udlændingepolitik, en kritisk kurs over for EU-samarbejdet, en øget købekraft for franskmændene samt en modstand mod den grønne omstilling.

Sidste år viste en undersøgelse, at 42 procent af franskmændene allerede havde stemt på partiet ved et valg. I 2017 var det blot 30 procent af de adspurgte, der svarede ja til det spørgsmål. Og ved de seneste to EU-valg er Rassemblement National blevet det største parti i Frankrig.

- Rassemblement National er blevet det store højreorienterede parti i Frankrig. Og Marine Le Pen har samtidig taget mange af de dagsordener, heriblandt forsvaret for de dårligt stillede, som den klassiske venstrefløj har droppet til fordel for det identitets- og værdipolitiske. Hun har formået at finde nye vælgerskarer, siger Jørn Boisen og tilføjer, at Marine Le Pen også er gået målrettet efter at gøre partiet mere mainstream.

- Man ser ikke længere direkte racistiske tweets eller Facebook-opdateringer fra de gamle, rabiate stemmer, som kom med fra Front National (partiets tidligere navn, red.), for de er enten blevet smidt ud eller har fået mundkurv på, siger Jørn Boisen.

Marine Le Pen har slået sig op på at være på landmændenes side i de igangværende demonstrationer. (© Ritzau Scanpix)

Landbruget er fransk identitet

Derudover har de seneste måneders omfattende landbrugsprotester i Frankrig smittet positivt af på opbakningen til partiet.

Det er især de små franske familielandbrug, som har det svært. Og en stor del af landmændenes frustration har omhandlet de mange nye grønne regler, som EU-landene har vedtaget i fællesskab, samt den store frihandelsaftale, som EU har forhandlet på plads med blandt andet Brasilien og Argentina.

Her frygter mange landmænd, at det både vil skade deres konkurrenceevne og give dem en masse nye, omfattende krav, som de ikke kan leve op til. Og Rassemblement National har været ude i store annoncekampagner og fortælle landmændene, at de står på deres side.

- Det franske landbrug ligger så tæt på den franske identitet, som man nærmest kan komme. Og forsvaret for den lille mand og kampen mod de store systemer er blevet en sag, som er let for Marine Le Pen at samle op, siger Jørn Boisen og tilføjer:

- Derudover gavner det hende, at mange har følelsen af, at Macron-regeringen ikke ved, hvad den gør – og ikke er i stand til at styre landet.

Ungarns nationalkonservative premierminister, Viktor Orbán, er en af Marine Le Pens politiske allierede. (© Ritzau Scanpix)

Kritisk syn på Ukraine

Ud over de nationale forhold er der ifølge Kirsten Biering også en voksende bekymring blandt mange franskmænd over udviklingen i resten af verden, som spiller ind i forhold til fremgangen.

- Der er en usikkerhed over globaliseringen, som man føler, er kørt af sporet. Men også over et Europa, som ikke rigtig ved, hvor det skal hen. Det taler til Rassemblement Nationals fordel, siger hun.

Derudover har partiet været særdeles kritisk over EU’s store engagement i krigen i Ukraine.

Marine Le Pen har i årevis haft et tæt forhold til Ruslands præsident, Vladimir Putin, og partiet har lånt millioner af euro fra en russisk bank med tætte forbindelser til styret i Kreml.

Og selvom hun var ude og tage afstand fra russernes invasion af Ukraine for to år siden, så har partiet en helt anden accept og forståelse af Rusland, end mange andre har.

- Franskmændene har et besynderligt positivt forhold til Rusland, og store dele af den parlamentariske forsamling på højrefløjen har haft en eftergivenhed over for russerne – og en ringe forståelse for forsvaret for ukrainerne, siger Kirsten Biering.

Marine Le Pen ses her sammen med den russiske præsident, Vladimir Putin, under et besøg for nogle år siden. (© Ritzau Scanpix)

Presse store EU-projekter tilbage

Det er ikke kun i Frankrig, at den yderste højrefløj står til at klare sig godt.

Lignende tendenser ser man ifølge tænketanken European Council on Foreign Relations i blandt andet Holland, Tyskland, Rumænien, Italien og Belgien. Og samlet set står den yderste europæiske højrefløj til et succesvalg ved EU-valget til juni.

Rassemblement Nationals europaparlamentariker sidder i dag i gruppen ID, som befinder sig alleryderst på højrefløjen, sammen med blandt andet Alternative für Deutschland (AfD) og Dansk Folkeparti.

Den har i dag ikke det store at skulle have sagt, og Kirsten Biering ser ikke for sig, at Rassemblement National vil gå efter en mere konstruktiv rolle i fremtiden.

For selvom Marine Le Pen har lavet en kovending i forhold til EU og ikke længere vil hive Frankrig ud af hverken unionen eller eurozonen, så fastholder hun en kritisk linje over for det europæiske samarbejde og enhver form for overnational indblanding i franske forhold.

Nu handler det om at skabe et "nationernes Europa", som partiet formulerer det, med et noget løsere samarbejde end i dag.

- De har sagt, at de vil danne alliancer og forsøge at presse de store EU-projekter tilbage. Herunder den grønne omstilling, som de mener, er helt på månen, siger Kirsten Biering.

Jørn Boisen vurderer heller ikke, at Marine Le Pen og Jordan Bardella, som er spidskandidat til europaparlamentsvalget, vælger den konstruktive kurs, hvis de ender med at få et succesvalg.

- Rassemblement Nationals problem er, at det virkelig er et personbåret parti. Bardella er kommet til, og han er også en dygtig politiker. Men der er ikke ret mange af dem i partiet, siger han.