Halvdelen af EU’s medlemslande har i dag i en koordineret støtteaktion meddelt, at de følger Storbritannien og udviser russiske diplomater.
Det oplyste EU-præsident, Donald Tusk, for kort tid siden på et pressemøde.
- Som en direkte konsekvens af, at Det Europæiske Råd i sidste uge besluttede at reagere på Rusland, har 14 medlemslande allerede i dag valgt at udvise russiske diplomater, siger Donald Tusk.
Udvisningerne er en støtteerklæring til Storbritannien efter giftangrebet mod den russiske eksspion Sergej Skripal og datteren Julia, der fandt sted i den britiske by Salisbury.
Rusland har hidtil afvist at være involveret i angrebet, der fandt sted den 4. marts.
Danmark er blandt de lande, der udviser russiske diplomater. Man har i dag meddelt den russiske ambassadør, at man udviser to diplomater, sagde udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) på et pressemøde.
Udmeldingen kom nogenlunde samtidig med flere andre EU-landes ditto.
Flere udvisninger kan være på vej
Det er ikke udelukket, at der kommer flere reaktioner mod Rusland fra EU-landene i de kommende dage, understreger Donald Tusk.
- Yderligere skridt, heriblandt flere udvisninger, kan ikke udelukkes i de kommende dage og uger, siger Tusk, der under talen gentog, at alt peger på, at Rusland står bag giftangrebet i Salisbury.
Andre lande uden for EU har fulgt i hælene på de 14 medlemslande.
USA udviser 60 diplomater og lukker det russiske konsulat i byen Seattle, og Ukraine udviser 13 diplomater.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters kalder den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, handlingen for provokerende og konfrontatorisk og advarer om, at det kan føre til en eskalering af situationen.
Følgende lande har i dag offentliggjort udvisninger:
- •
USA udviser 60 diplomater og lukker det russiske konsulat i Seattle.
- •
Ukraine udviser 13 diplomater
- •
Lande, der udviser fire diplomater: Frankrig, Tyskland, Polen og Canada
- •
Lande, der udviser tre diplomater: Tjekkiet, Litauen, Molodva
- •
Lande, der udviser to diplomater: Danmark, Holland, Italien, Albanien, Spanien, Australien
- •
Lande, der udviser en diplomat: Letland, Ungarn, Rumænien, Finland, Sverige, Norge, Irland, Makedonien, Montenegro.
- •
Estland udviser den russiske forsvarsattaché, mens Kroatien udnævner en diplomat som 'persona non grata'
(opdateret 28. marts 2018)