EU-korrespondent: Undersøgelse er historisk og alvorlig sag for Polen

ANALYSE EU har sat dialog og samarbejde i højsædet med Polen forud for en undersøgelse af de demokratiske forhold i landet.

EU-Kommissionens ærinde er ikke at blande sig i Polens nationale politik, men at beskytte EU's demokratiske principper, fastslog Kommissionens næstformand, Frans Timmermans, på et pressemøde tidligere i dag. (Foto: © OLIVIER HOSLET, Scanpix)

Det er en alvorlig sag, at EU-Kommissionen overhovedet har valgt at kigge nærmere på, hvad Polen går og foretager sig.

Det vurderer DR’s EU-korrespondent, karin Axelsson, efter EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans, i dag meldte ud, at Polen står overfor en undersøgelse om et muligt brud på EU’s demokratiske principper.

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at landets regering har vedtaget en forfatningsændring, der svækker landets forfatningsdomstol, samt en ny medielov, der giver staten øget kontrol over medierne.

Det er første gang, at EU-Kommissionen vælger at kigge et medlemsland efter i sømmene på den måde, siger Karin Axelsson.

- Man skal forstå, at det er nogle helt nye mekanismer, som Kommissionen har vedtaget sidste år i marts, og det er første gang, at Kommissionen bruger den her mulighed, for at sætte en proces i gang i forhold til et medlemsland.

- Og når man begynder at kigge på, om et medlemsland overholder de demokratiske spilleregler, så er det altså alvorligt.

Lov- og Retfærdighedspartiet har siddet ved magten i Polen siden valget i september. Her den polske premierminister Beata Szydl under en debat i parlamentet. (Foto: © Kacper Pempel, Scanpix)

Ingen beskyttelse af borgernes rettigheder

Det, der primært bekymrer EU, er Polens ændringer i landets forfatningsdomstol.

Her har man udskiftet en række af de siddende dommere til fordel for mere ”regeringstro” dommere.

Samtidig har man svækket forfatningsdomstolens rettigheder i forhold til at gribe ind overfor den lovgivning, som regeringen vedtager.

Da regeringspartiet, Lov- og Retfærdighedspartiet, har en klar majoritet i landets parlament, er frygten groft sagt, at det vil være muligt for dem at gennemføre en hvilken som helst lov – uden at forfatningsdomstolen kan gribe ind, fortæller Karin Axelsson.

- Normalt er forfatningsdomstolen sikkerhed for, at borgernes rettigheder ikke bliver overskredet. Hvis den svækkes, har man ingen mekanisme, der beskytter borgernes rettigheder, og det er særligt det, som EU-Kommissionen finder bekymrende, siger hun.

Den polske regering har desuden vedtaget en medielov, som har betydet at flere mediechefer og journalister er blevet udskiftet med mere regeringsvenlige kandidater.

En vigtig allieret

Frans Timmermans understregede flere gange under dagens pressemøde, at den forestående undersøgelse ikke var et udtryk for EU’s indgriben i Polens nationale politik, men et spørgsmål om at beskytte EU’s fælles værdisæt og fælles regler.

Derfor er udgangspunktet for Kommissionens udmelding dialog og samarbejde, fortæller Karin Axelsson.

- Polen er en enormt vigtig allieret for EU, og derfor blev der lagt stor vægt på, at det er et oprigtigt forsøg på at gå i dialog.

- Det handler i første omgang om at samarbejde, også for ikke at prikke til den vrede og modstand, der ulmer i Polen, men også andre steder i Østeuropa.

Det er blandt andet Polens rolle i de forestående forhandlinger om Storbritanniens tilknytning til EU, som gør landet vigtigt i EU-sammenhæng.

Her handler en stor del af debatten nemlig om sociale rettigheder for arbejdstagere fra andre EU-lande, ikke mindst Polen.

Spørgsmål skal besvares

EU-Kommissionen har indtil videre sendt to breve til Polen og bedt om en redegørelse, men har endnu ikke fået tilstrækkelige svar på Kommissionens spørgsmål.

I dag har Timmermans så sendt et nyt brev afsted.

Udmeldingen om en forestående undersøgelse, er EU-Kommissionens måde at fortælle Polen, at svarene skal falde, siger Karin Axelsson.

- De vil bruge dialogen til at få svar fra Polen på, hvad er det de har foretaget sig, hvad har de tænkt sig at gøre, men også at få forklaret Polen, at man er bekymret over det man ser, og hvis ikke man ændrer stil, så kan det her blive noget, man går videre med.

Ifølge Karin Axelsson vil man bruge de næste par måneder på at indgå i en tæt dialog med Polen, hvor det forventes at landet lægger de detaljer på bordet, som Kommissionen har efterspurgt.

EU's tretrinsraket

Kommissionen vil have vished for, præcis hvad det er, der foregår i Polen.

I marts måned vil Kommissionen så tage stilling til, hvad det næste skridt i processen er. Hvis Polen har rettet ind, og man er nået til en overensstemmelse, så stopper processen der.

Men hvis Polen fortsætter ud af den linje, som Kommissionen finder bekymrende, så kan Kommissionen komme med nogle anbefalinger til Polen om, hvad de synes, der skal ske, for at man retter op i forhold til EU’s regelsæt.

Gør de ikke det, vil EU-Kommissionen som den sidste udvej skride til de tunge skyts, fortæller Karin Axelsson.

- Her kan medlemslandene nemlig i sidste ende beslutte at fratage Polen stemmeretten i alle EU’s fælles anliggender.