Polen: EU's udmelding er forvirrende

Dialogen med EU kommer til at tage måneder, siger Polens udenrigsminister.

EU's udmelding skaber mere forvirring end klarhed, mener Polens udenrigsminister, Witold Waszczykowski. (Foto: © Kacper Pempel, Scanpix)

Den polske regering efterspørger nu en skriftlig version af EU-Kommissionens udmelding om, at landet står overfor en kommende undersøgelse for mulige brud på borgernes grundlæggende rettigheder.

EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, meddelte i dag, at de første skridt vil blive taget til en undersøgelse af, om en nylig indført forfatningsændring i Polen, bryder med EU's demokratiske principper.

Men udmeldingen har ikke gjort den polske regering klogere, lyder meldingen fra landets udenrigsminister.

- Det var en meget usammenhængende udmelding fra Timmermans, siger Polens udenrigsminister, Witold Waszcykowski, til nyhedsbureauet Reuters.

- Den skaber mere forvirring end klarhed. Nu må vi vente og se, om vi får beslutningen på skrift, og hvis vi ikke gør det, må vi finde andre måder at opklare sagen på. Dialogen kommer til at tage måneder.

Den nyligt indførte forfatningsændring har fået kritik for at bryde med EU's demokratiske principper.

Den giver nemlig den siddende regering i Polen, som siden oktober har været ledet af Lov- og Retfærdighedspartiet (PIS), mulighed for at afskaffe direktør, ledelse og bestyrelse i statsligt ejede medier, samt at vedtage love udenom landets forfatningsdomstol.

Ifølge Ritzau vil EU-Kommissionen tage sagen op igen i midten af marts i samarbejde med Venedig-Kommissionen, som er Europarådets eksperter i demokrati og forfatning.