EU-korrespondent: Tysk minister kaldes blodsuger på græske nej-plakater

En ny meningsmåling fra Grækenland indikerer et gyservalg ved søndagens folkeafstemning.

Nej-plakater i Grækenland med et billede af den tyske finansminister, Wolfgang Schaeuble og teksten: "Han har suget jeres blod de seneste fem år. Sig nej til ham". (Foto: © Aris Messinis, AFP)

Søndagens folkeafstemning i Grækenland tegner til at blive en decideret gyser. Det fortæller DR’s EU-korrespondent Ole Ryborg, der befinder sig i Athen.

Han forklarer, at der i en frisk meningsmåling blot var én procents forskel på ja- og nej-siden.

Omkring ti procent af de adspurgte havde endnu ikke bestemt sig, og ifølge Ole Ryborg er det kendetegnende for mange af dem, man møder.

- Jeg sad på en restaurant i går aftes, og da jeg spurgte de tre tjenere, trak de på skuldrene og sagde: Hvad skal vi gøre - det går galt, uanset, hvad vi gør. Vi har taget pengene ud af banken, og så venter vi og ser, hvad der sker, fortæller han.

Blodsugende tysk minister

Selvom der er tæt på dødt løb og stadig mange tvivlere fylder selve valgkampen ikke alverden.

Der har været nogle demonstrationer, og senest er der fra nej-siden hængt nogle opsigtsvækkende plakater op i Athen.

- Det er et billede af den tyske finansminister, Wolfgang Schaeubble med teksten: ”Han har suget jeres blod de seneste fem år. Sig nej til ham”, fortæller Ole Ryborg.

- Det er en hård nej-kampagne, mens det stort set ikke er muligt at få øje på en eneste ja-plakat i gadebilledet.

Har fokus på Bruxelles

Uanset om grækerne ender med at stemme ja eller nej til EU’s sparekrav på søndag, vurderer Ole Ryborg, at det ikke vil spille den store rolle.

Alt fokus vil nemlig være på, hvad der sker i Bruxelles.

- Skal Grækenland forlade Euro-samarbejdet og indfører drakmer igen, eller kan der findes en løsning, siger han.

- Det tror jeg sådan set, er det, der interesserer alle mere, end om den ene eller anden politiske fløj vinder i den her folkeafstemning.