Viral indsamling: Europæere donerer penge til Grækenland

En online indsamling hitter – i skrivende stund har bidragsydere doneret over en million kroner.

Screendump fra indsamlingen på hjemmesiden IndieGoGo. (© screendump fra IndieGoGo)

Inden i aften skal Grækenland tilbagebetale knap 12 milliarder kroner til eurozonen. Det synes at være en uoverskuelig opgave for landet, der kæmper med stor gæld og en befolkning uden tiltro til bankvæsnet.

Mens maratonforhandlinger om den græske gæld finder sted i Bruxelles, har en brite taget initiativ. Han har startet en indsamling på hjemmesiden IndieGoGo. Indsamlingen har rundet 193.000 Euro, svarende til knap 1,4 millioner kroner, og initiativtageren skriver på hjemmesiden:

https://twitter.com/ThomFeeney/status/615245112440942592

- EU er hjem for 503 millioner mennesker. Hvis vi alle bare smider et par euro i, så kan vi hjælpe Grækenland og forhåbentlig få dem tilbage på sporet snart.

Målet er realistisk

Initiativtageren, 29-årige Thom Feeney fra London, mener, målet er opnåeligt. Det er hurtigt klaret, hvis alle europæere i EU donerer tre euro, altså omkring 22 kroner.

- Selvfølgelig er det for nogle folk lidt mere, men her i London svarer det nok til en halv fadøl, siger Thom Feeney til BBC.

Den gældspost, Thom Feeney og hans medbidragere vil hjælpe med at betale, er altså kun en lille del af den samlede græske gæld.

- Europæere er over en bred kam ret generøse. Måske er Fru Merkel og Hr Cameron undtagelsen, skriver Thom Feeney på indsamlingssiden og henviser til den tyske forbundskansler, Angela Merkel og den britiske premierminister, David Cameron.

Postkort, Ouzu eller måske en ferie?

På indsamlingssiden lover Thom Feeney, at alle bidragsydere får pengene retur, hvis målet på 1.6 milliarder euro ikke nås – men hvis det faktisk lykkes at indsamle det svimlende beløb, får man også noget igen som bidragsyder.

En donation på seks euro giver en græsk feta- og olivensalat, ti euro en flaske Ouzo. Bidrager man med 5000 euro, er der en rejse for to til den græske hovedstad, Athen, i vente. For tre euro får man et postkort fra den græske premierminister, Alex Tsipras.

Om gaverne skriver Thom Feeney.

- De er ikke symbolske. Alle produkter vil stamme fra Grækenland, være lavet i Grækenland og sendt fra Grækenland.