Emma bor i Uppsala og tør ikke længere gå ud, når det er mørkt

Det er utrygt, at banderne nu også rammer uskyldige, siger Emma Dahlström.

Natten til den 7. september blev en kvinde i 60'erne skudt og dræbt.

Natten til den 12. september blev en mand skudt og dræbt.

Natten til i går omkom en kvinde i tyverne, efter en eksplosion i et villaområde.

Den svenske by Uppsala er sammen med hovedstaden Stockholm et af de områder, der blevet allerhårdest ramt af den bølge af bandevold, der skyller ind over Sverige.

Foruden tre drab denne måned, har der også været to skyderier i byen. Og det føles "meget usikkert" forklarer Emma Dahlström, der bor i Uppsala.

- Før kunne jeg godt finde på at løbe eller gå en tur om aftenen. Det gør jeg ikke længere, siger hun.

- Der har været to skyderier meget tæt på, hvor jeg bor. En af dem var kun fem minutter fra min lejlighed. Så jeg går ikke ud i mørket længere.

Rammer også uskyldige og pårørende

Ifølge SVT kan den seneste tids skyderier i Uppsala kædes sammen med den bandekonflikt, der hærger Sverige.

Her spiller den kriminelle bandeleder Rawa Majid en central rolle. Han er også kendt som 'den kurdiske ræv' og ligger i konflikt med sin tidligere højre hånd Ismail Abdo, der går under navnet 'Jordbærret'.

Den seneste måned er den konflikt eskaleret voldsomt, og ifølge SVT tilhører mange af de adresser, der er blevet angrebet i løbet af september, pårørende til Rawa Majid.

- Det er skræmmende, at det her sker i Sverige, som ellers er et meget trygt land, siger Emma Dahlström.

- Tidligere holdt de kriminelle sig mest for sig selv, og forstyrrede ikke offentligheden.

- Men nu, når der er flere uskyldige, som er blevet dræbt, og når man ved, at de også går efter pårørende og ikke bare hinanden, så tænker man meget mere på det.

  • I går døde en kvinde i tyverne i en eksplosion i et villakvarter i Uppsala. (Foto: © TT News Agency, Ritzau Scanpix)
  • To huse blev delvist ødelagte, mens tre fik mindre skader. Årsagen til eksplosionen er på nuværende tidspunkt ukendt, men den bliver efterforsket som drab og groft hærværk. (Foto: © ANDERS Wiklund, Ritzau Scanpix)
  • I alt er 12 personer blevet dræbt i Sverige i september alene. (Foto: © 10050 Pontus Lundahl/TT, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Politiet forventer, at volden fortsætter

Den svenske rigspolitichef Anders Thornberg kaldte på et pressemøde i dag situationen for "en alvorlig trussel mod sikkerheden i landet".

- Det er en skala af terrorlignende voldshandlinger, som vi ikke har set før, siger han.

Han forventer, at man vil se flere voldshandlinger i Sverige, før udviklingen vender.

I går lovede den svenske statsminister, Ulf Kristersson (M), at skride til handling.

- Den nuværende politik virker jo ikke. Derfor ændrer vi den, sagde han.

Han holder i dag krisemøde med cheferne for svensk politi og Forsvaret. De skal blandt andet hvordan landets forsvar kan hjælpe politiet i kampen mod de kriminelle bander.

Både i og omkring hovedstaden Stockholm er bandekonflikten eskaleret. Men situationen i bandemiljøet i hovedstaden har længe været alvorlig. Det kan du se mere om i denne dokumentarserie:

Stockholms blodige bandekrig