Tilbage i februar gav EU’s ledere hånd på at lave øjeblikkelige tiltag, der kan stoppe strømmen af flygtninge og migranter over Middelhavet fra Libyen.
Lige siden er antallet af mennesker, der bliver reddet eller drukner, blevet ved med at stige.
Den seneste måned er over 22.000 blevet reddet, hvilket får det samlede tal for 2017 op på over 45.000 mennesker. Derudover er over 1.200 mennesker omkommet. Det viser tal fra FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR.
Ifølge Martin Lemberg-Pedersen, assisterende professor ved Global Refugee Studies på Aalborg Universitet, er et af de helt store problemer ved EU's såkaldte ti-punkts-aftale fra februar, at den gentager sig selv.
- Ti-punkts-planen er gammel vin på nye flasker, og jeg mener, at den lider af nogle helt fundamentale problemer. Fra EUs side tilgår man situationen på samme måde som tidligere. Det EU forsøger igen er, at man taler sikkerheden op, men Libyen er utrolig volatilt. Der er en meget usikker situation i landet, og det er svært at gennemskue, hvem man samarbejder med. Derfor er det utrolig bekymrende, hvis EU forsøger sig med det samme igen, siger han.
Heller ikke Peter Seeberg, der er lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, ser særlig lyst på en løsning i den nærmeste fremtid. Han mener, at der er lang vej endnu.
- Sandsynligheden for, at det bliver en stor succes er ikke til stede. Det er tilstandene i Libyen alt for kaotiske til. Det er et indlysende problem, at der er så uroligt i Libyen. Det er en meget fragmenteret virkelighed, og det gør, at det er vanskeligt at få lavet en aftale, siger han.
Derudover nævner han også det varmere vejr, som en faktor for, at man vil se flere, der forsøger at krydse Middelhavet fra Libyen.
- Så vi har ikke set det værste endnu, siger han.
Ingen succes med øget libysk grænsekontrol
Et af EUs centrale fokuspunkter i den seneste aftale er at styrke Libyens kystvagt og øge grænsekontrollen i landet. Men det har man ifølge Martin Lemberg-Pedersen forsøgt af flere omgange uden succes.
- Man havde EU BAM tilbage i 2013, hvor man prøvede at træne libyske enheder til at føre grænsekontrol. Det var ikke særlig succesfuldt. Man kom til at træne forskellige paramilitære grupper, og den endte med at lukke ned. Det vidner om, hvor problematisk det kan være at have sådan en kontrol uden for Europa, siger han og og fortsætter:
- Man har så forsøgt at fortsætte med at træne de libyske enheder ved at fragte dem til Tunesien, hvor de bliver trænet af tyske og amerikanske sikkerheds- og militærrådgivere. Men det er en lidt absurd situation, der viser hvor farligt det egentlig er i Libyen.
Siden 2011 hvor diktatoren Muammar Gaddafi blev væltet, har man fra EUs side ledt med lys og lygte efter en afløser eller en form for ordning, der gør, at man kan holde folk i Libyen, men det er ikke lykkedes. Lige nu er der to til tre forskellige regeringer i landet, der ikke vil anerkende hinanden og over 100 forskellige militser, der alle kæmper om magten.
FNs mission i Libyen (UNSMIL) har i en rapport fra december 2016 dokumenteret, at nogle medlemmer af statslige institutioner og lokale embedsmænd har deltaget i smugling og menneskehandel i landet.
Dette er blot endnu et element der, ifølge Martin Lemberg-Pedersen, gør det vanskeligt at få en velfungerende aftale op at stå med Libyen. OG vanskeligt at opfylde EUs ønske om, at Libyen selv skal gøres i stand til at stoppe bådene og menneskesmuglerne.
Mangler fokus på omfordeling
En anden problematik, der ifølge de to eksperter er vigtigt at fremhæve, er EUs fejlende omfordelingssystem af flygtninge og migranter.
Tilbage i september 2015 blev EU enige om at fordele 160.000 flygtninge imellem sig for at afhjælpe flygtningepresset på især Italien og Grækenland.
Foreløbigt er blot 5.413 asylansøgere blevet hjulpet videre fra Italien og 12.555 fra Grækenland. Derudover venter yderligere cirka 17.500 på at komme afsted. Men med en udløbsdato for aftalen, der ligger i september i år, er det ikke udsigt til, at EU når målet.
Peter Seeberg mener, det er et tydeligt billede på, hvor vanskeligt det er for EU at håndtere en af de vigtigste problematikker for unionen lige nu.
- Det er en kompleks situation. Et af de helt afgørende punkter for en fremtidig løsning er at få EU til at hænge sammen og få omfordelingen til at fungere. Det er svært at se for sig lige nu, siger han.
Martin Lemberg-Pedersen har samme vurdering.
- Som sædvanlig er det nogle sydlige lande i Europa, der står med det største ansvar. I det her tilfælde især Italien, der har svært ved at få omfordelt de mange flygtninge, til trods for, at der har været lavet EU aftaler om det. Det er meget svært at få den omfordeling op at stå, fordi der er en modvilje i flere nordlige og østeuropæiske lande. Det betyder, at forholdene i Italien lige nu er ret kaotiske, forklarer han.
Derfor mener han, at det er ærgerligt, at EU ikke har fokus på omfordelingspolitik i ti-punkts-planen fra februar.
- EU er nødt til at løfte noget af ansvaret i forhold til det her punkt. Det er den del af ligningen, som andre lande - såsom Libyen og Tyrkiet - rigtig gerne vil have, at EU vedkender sig en form for ansvar over for, siger han.
Martin Lemberg-Pedersen mener ligeledes, at EU bør oprette sikre og lovlige ruter, hvis unionen for alvor vil gøre noget ved problemet.
- Der er heller ikke fokus på at åbne op for lovlige flugtruter eller arbejdsmigration. Hvis man ikke har det med, så er det meget svært at nå nogle af de andre punkter, der er på listen. Som for eksempel at opbygge bæredygtige lokalsamfund i Libyen, siger han.