Ekspert: Usandsynligt at bombefly ramte forkerte bygninger i Mosul

Op mod 150 civile blev dræbt i deres hjem, da koalitionens bombefly angreb et tætbefolket boligområde i det vestlige Mosul.

En redningsarbejder viser nogle få af ofrene for bombardementerne i al-Jadida i Mosul. De mange familier var blevet i deres hjem efter opfordring fra den irakiske hær. (Foto: © AHMAD AL-RUBAYE, Scanpix)

Alt for mange civile liv gik tabt under et luftangreb mod Islamisk Stat i den vestlige del af Mosul den 17. marts.

Det mener Amnesty International, som i dag taler om en mulig krigsforbrydelse i forbindelse med den amerikansk-ledede koalitions luftangreb, der kostede mindst 150 civile livet.

Angrebet blev efter sigende udført efter ønske fra den irakiske hær, og det amerikanske militær har iværksat en undersøgelse af påstandene.

Og selvom det fortsat er uvist, hvad resultatet bliver, så er der ikke stor sandsynlighed for, at luftangrebet ramte bygningerne ved en fejl. Det vurderer Frederik Harhoff, professor i folkeret tilknyttet Forsvarsakademiet

- De våben, som de bruger i flystøtten, er så præcise, at jeg ikke kan forestille mig, at der ikke har været en særdeles god grund til, at man har ramt netop disse bygninger.

- Hvert eneste angreb bliver underlagt en enormt skarp procedure for at være sikker på, at man rammer de rigtige mål. Så der er en grund til, at man har besluttet at tage disse bygninger ud, og man har været i stand til at ramme dem meget præcist.

En irakisk brandmand inspicerer de voldsomme skader efter bombardementet. (Foto: © AHMAD AL-RUBAYE, Scanpix)

Princippet om militær nødvendighed

De mange civile var blevet i deres hjem efter opfordring fra den irakiske hær. Opfordringen om ikke at flygte var både blevet meddelt over radioen og via flyveblade, som var blevet kastet ud over boligområderne i det vestlige Mosul.

Ifølge Frederik Harhoff kan der være flere grunde til, at man alligevel vælger at udføre et angreb i et tæt befolket byområde, selvom man ved, at der opholder sig mange civile.

- Dels kan der være den situation, som åbenbart er tilfældet her, nemlig at irakiske styrker har bedt om luftstøtte, fordi de har været trængt op i en krog af IS.

- Men der kan også være tale om, at der har været et meget højtprioriteret mål til stede i den bygning, for eksempel en højtstående IS-leder. Når man så går ind og bomber en bygning på den måde, hvor der er et meget stort tab af civile, så er der et proportionalitetsprincip, som man skal tage i betragtning.

- Det er princippet om militær nødvendighed, der her slår ind, og det kan meget vel være en lovlig udgang.

Terror alene

Det er kun tale om en krigsforbrydelse, hvis angrebet er rettet mod civilbefolkningen alene, fortæller Frederik Harhoff.

- Hvis der ikke har været andre grunde til angrebet, end at man ønskede at terrorisere civilbefolkningen, så er det en krigsforbrydelse.

Militærkilder siger til New York Times, at amerikanske militærrådgiveres beføjelser til at iværksætte angreb blev udvidet allerede i december, da offensiven mod Mosul blev intensiveret.

Amnesty International har i dag opfordret koalitionen til at få foretaget en uvildig undersøgelse af hændelsen.