Amnesty: USA-ledet koalition viser ingen hensyn til Mosuls civile

Ifølge Amnesty International tilsidesætter den amerikanskledede koalition hensynet til civile i offensiven mod Islamisk Stat.

En mand hviler på resterne af de boliger, som blev ødelagt i luftangrebet. (Foto: © AHMAD AL-RUBAYE, Scanpix)

Amnesty International anklager nu den amerikanskledede koalition i Irak for ikke at gøre nok for at beskytte civile i kampen mod terrorbevægelsen Islamisk Stat, som sidder på den vestlige del af byen Mosul.

Anklagen kommer efter, at op mod 150 civile blev dræbt i et luftangreb den 17. marts.

Generalsekretær i Amnesty International Danmark, Trine Christensen, advarer mod at bruge for tunge våben - herunder morter-granater - i en by med smalle stræder, hvor et stort antal mennesker er spærret inde.

- Man bør gøre alt, hvad man kan, for at evakuere de civile fra de områder, man får kontrol med.

- Og så bør man også gøre mere for, at de luftbombardementer, man anvender, ikke gør så meget skade - når man ved, der er civile der i stort antal, når man ved, hvordan Mosul er opbygget, og hvor farligt det er for de civile, der ikke kan komme ud fra de IS-styrede områder, siger hun.

Bliv hjemme

Men der var ikke gjort noget for at få de mange civile ud af den vestlige del af Mosul.

I stedet havde de fået besked af det irakiske styre om at blive i deres huse og ikke flygte fra den krigsramte bydel, fortæller Wa'ad Ahmad al-Tai, som bor i al-Zahra bydelen i Mosul, til Amnesty International.

- Vi fulgte regeringens instruktioner, da de sagde, at vi skulle blive i vores hjem. De sagde, at alle, der ikke havde noget at gøre med Islamisk Stat, skulle blive i deres hjem.

- De sagde det i radioen, og de kastede også flyers ned. Det var derfor, vi blev hjemme, fortæller irakeren, som mistede sin niårige søn og treårige datter, men også sin bror, svigerinde, niece og nevø, i bombardementet.

IS brugte selvmordsbomber

Ifølge det irakiske styre blev de mange civile ikke dræbt af bombardementer fra koalitionsstyrkerne, men derimod af Islamisk Stat, som er under hårdt militært pres i bydelen.

Det oplyste de i en officiel udtalelse søndag.

Ifølge de irakiske myndigheder blev de civiles huse sprunget i luften af bomber, som enten var placeret i murene eller på selvmordsbombere. De mange civile skulle ifølge irakerne være blevet taget til fange af IS og tilbageholdt i kældre, indtil sprængladningerne blev detoneret.

61 personer blev ifølge irakerne fundet døde i et hus, der var "100 procent ødelagt, alle dets vægge var minerede, der var ingen huller eller indikationer på, at huset havde været udsat for et luftangreb".

25 kvinder og børn blev reddet uskadt fra et andet hus, som ifølge myndigheder også var mineret.

Ikke fritaget for ansvar

Den irakiske udmelding er ikke uden hold i virkeligheden.

Islamisk Stat er ikke blege for at udnytte Mosuls indbyggere som brikker i krigen og har ved andre lejligheder brugt civile som skjold, og sikret, at de ikke kunne forlade områder, hvor koalitionen var i gang med en offensiv mod terrorbevægelsen, oplyser Amnesty.

- IS har på skammelig vis benyttet civile som menneskelige skjold, en grov krænkelse af krigens love og en klar krigsforbrydelse. I et tæt befolket område er risikoen for den civile befolkning blevet helt enorm.

- Men IS' brug af menneskelige skjold fritager ikke irakerne og koalitionsstyrkerne for deres forpligtelse til ikke at igangsætte uforholdsmæssige angreb, lyder det fra Donatella Rovera, seniorrådgiver for kriseberedskab ved Amnesty International.

På trods af, at det irakiske styre afviser anklagerne om drab på civile, har koalitionen igangsat en officiel undersøgelse af påstandene.