Det Demokratiske Parti i USA betragtes af mange amerikanere som en beskytter af minoriteter. Både kvinder, latinoer og sorte stemmer overvejende demokratisk.
Da den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama, i 2012 slog den republikanske ditto, Mitt Romney, stemte 95 procent af afroamerikanerne således på Obama.
Men i et historisk lys burde det på mange måder være omvendt:
- Der er en hvid, racistisk tradition, der knytter an til Det Demokratisk Parti. Hvide demokrater i Sydstaterne havde magten omkring borgerkrigen fra 1861-1865 og blev anset for at være repræsentanter for partiet, fortæller Jørn Brøndal, der er lektor på Center for Amerikanske Studier på SDU.
Da USA ekspanderede op gennem 1800-tallet, opstod der konflikt om det udbredte slaveri, og i 1854 blev Det Republikanske Parti grundlagt - som opposition til slaveriet.
Republikanere ønskede en stærk centralmagt
Det var ultimativt her opgøret i Borgerkrigen stod: Mellem racistiske, decentralistiske demokrater i Syd og reformivrige republikanere i Nord.
- Det Republikanske Parti troede på at gennemføre reformer gennem statsmagten. Man havde en stærk reformmoral, der stod for en stærkt statsmagt, og op i det 20. århundrede havde man en progressiv bevægelse, der gik imod storindustrien og krænkelse af ejendomsretten, siger Jørn Brøndal.
Den første republikanske præsident var Abraham Lincoln, som stod i spidsen for landet under den amerikanske borgerkrig, og det var Republikanerne, som stod bag den reform, der afskaffede slaveriet i 1865.
Splittelse hos Republikanerne
Op gennem det 20. århundrede begyndte de to partier så småt at overtage hinandens synspunkter og glide i modsatte retninger.
Med valget af Woodrow Wilson som demokratisk præsident i 1912, valgte demokraterne en progressiv statsmand, der ønskede en stærk centralmagt - og verdenssamfund. Wilson satte skatten op, lånte til landbruget og lavede restriktioner på børnearbejde.
Samtidig blev det republikanske parti splittet i to, da den reformivrige, tidligere præsident Theodore Roosevelt i tabte til en anden republikansk præsident William H. Taft.
- Taft og hans konservative allierede tog kontrol over Det Republikanske Parti, og Theodore Roosevelt og hans liberale tilhængere udvandrede fra partiet. Mange reformfolk forsvandt sammen med Roosevelt, fortæller Jørn Brøndal.
Borgerrettigheder i 1964
Efter Den Store Depression i 1930'erne lancerede den demokratiske præsident Franklin D. Roosevelt genopretningsplanen "New Deal", som i høj grad gavnede afroamerikanere og bidrog til en stærk centralmagt.
Men det store spring væk fra sit racistiske ophav tog præsident Lyndon B. Johnson i 1964, fortæller Jørn Brøndal:
- Frem til cirka 1964 var demokraterne delt i to dele. Der var en nordstatsdel i New England, som var til venstre for den amerikanske midte. Og så var der demokraterne i syd med en stærkt racistisk tradition.
- I 1964 går den siddende præsident Lyndon B. Johnson ind og støtter borgerrettighedsreformen. Hele systemet med raceadskillelse i hverdagen, hvor de går i hver deres skole, teatre og så videre pilles af i 1964.
Og det er særligt borgerrettighedsreformen, der cementerer forskellen på de to partier som i dag er den udbredte opfattelse i USA - selv om de traditionelt repræsenterede nogle helt andre synspunkter.
- Da borgerrettighedsreformen blev gennemført, sagde Lyndon B. Johnson selv, at han mente, han havde tabt en generation af sydstatsdemokrater. Hvis man sammenligner kort over valg i dag, så er nogle af kortene nærmest stikmodsatte. De har næsten skiftet position. Nordøststaterne er demokratiske og Sydstaterne republikanske, siger Jørn Brøndal