De kommende måneder vælger amerikanerne de to kandidater, der skal kæmpe om nøglerne til Det Hvide Hus ved præsidentvalget den 8. november 2016.
Det er et langstrakt udskilningsforløb, der foregår ved primærvalg i samtlige amerikanske stater.
Republikanerne og Demokraterne holder hver deres primærvalg over hele landet. Det gør de fra februar til juni, men allerede i løbet af marts måned tegner der sig et godt billede af, hvem der bliver de to partiers endelige præsidentkandidater.
Nogle af primærvalgene er mere afgørende end andre. Her følger en liste over de vigtigste datoer i valgkalenderen:
1. februar: Iowa
Kandidater og medier vælter ind i den lille landsbrugsstat i Midtvesten i månederne og ugerne op til primærvalget. Iowa er nemlig den første stat, der afholder primærvalg - i form af opstillingsmøder - de såkaldte caucus.
Den republikaner og den demokrat, der vinder i Iowa, kan rejse videre til næste primærvalg med solid selvtillid og alverdens medier i hælene. En sejr i Iowa giver kort sagt et godt momentum i den efterfølgende valgkamp. Ikke mindst fordi mange vil være fristet til at stemme på en vinder.
Desuden viser statistikken, at godt halvdelen af de kandidater, der siden 1980 har vundet i Iowa, er endt med at vinde nomineringen som sit partis endelige præsidentkandidat.
9. februar: New Hampshire
Miniputstaten New Hampshire har kun 1,3 millioner indbyggere, men har til gengæld en enorm indflydelse på det amerikanske præsidentvalg.
I New Hampshire er der nemlig mange såkaldt uafhængige stemmer på spil. Politisk fordeler de stemmeberettigede indbyggere i staten sig på tre omtrent lige store grupper: Demokrater, Republikanere og uafhængige, der ikke er knyttet til nogle af af de to partier. Der er altså tusindvis af stemmer at kæmpe om for kandidaterne, og få andre steder i USA spiller de uafhængige så stor en rolle.
Og mens Iowa kan bryste sig at være den første stat, der holder caucus, kan New Hampshire bryste sig at være den første stat, der holder primærvalg - et "primary". Derfor rivaliserer de to stater om at kalde sig den vigtigste.
En kandidat kan dog ikke vide sig sikker, bare fordi han eller hun vinder i New Hampshire. For eksempel blev Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama nummer 2 ved primærvalget i New Hampshire, men endte som bekendt med at vinde både deres partis endelig nominering og senere selve præsidentvalget. Intet er kort sagt afgjort efter Iowa og New Hampshire.
20. februar: South Carolina
Nu er vi nået til Sydstaterne. South Carolina er den første sydstat, der afholder primærvalg, og her er det især nervepirrende for republikanerne.
Historien viser nemlig, at vinder man som republikaner i South Carolina, så vinder man sandsynligvis den endelige nominering. Alle republikanske primærvalg i South Carolina har siden 1980 - med en enkelt undtagelse - peget på den kandidat, der i sidste ende er kommer til at kæmpe om nøglerne til Det Hvide Hus: Ronald Reagan, George Bush, Bob Dole, George W. Bush og John McCain.
Demokraterne har ikke nær så meget på spil i South Carolina, hvor de i øvrigt holder deres primærvalg ugen efter, altså den 27. februar.
1. marts: Super Tuesday
En kæmpe valgdag i USA. Hele 12 delstater holder primærvalg - blandt andet Texas, Colorado, Virginia og Vermont - så der er rigtig, rigtig mange stemmer på spil.
Ofte kan man efter Super Tuesday få en solid pejling på, hvem der kommer til at vinde henholdsvis Demokraternes og Republikanernes endelige status som præsidentkandidat, også kaldet "nomineringen".
Super Tuesday er kort sagt den næstvigtigste dag i hele præsidentvalgkampen, kun overgået af selve valgdagen den 8. november. I år kommer særligt de republikanske kandidater til at bide negle hele natten, da der på Super Tuesday er flere stemmer på spil end i alle de republikanske primærvalg, der afvikles før Super Tuesday.
15. marts: Florida, Illinois og Ohio
Også en spændende dag, fordi flere store delstater - blandt andet Florida, Illinois og Ohio - holder primærvalg denne dag.
Illinois har ved de seneste to valg har fået enorm opmærksomhed, fordi det er Barack Obamas hjemstat. Men i år samler interessen sig i stedet om Florida, hvor flere af de republikanske præsidentkandidater kommer fra.
Marco Rubio er nuværende Florida-senator, Jeb Bush er forhenværende Florida-guvernør, og newyorkeren Donald Trump har haft sit andet hjem i Florida gennem 30 år.
14. juni: Det sidste primærvalg
I midten af marts begynder man at have en solid idé om, hvem der ender med at blive de to rivaler, der skal kæmpe om præsidentembedet den 8. november. Men primærvalgene er, som sagt, et langstrakt udskilningsløb - efter 15. marts er der stadig 27 stater over hele USA, som afholder caucus og primary.
Det kan blandt andet være værd at holde øje med primærvalget i Californien den 7. juni. Historisk har solskinsstaten kun ringe betydning for primærvalget, fordi det ligger så sent. Men i år er det anderledes, i hvert fald for Republikanerne: Feltet af kandidater er rekordstort - 12 styk ved primærvalgenes begyndelse den 1. februar - og derfor kommer partifælle-rivalerne givetvis til at kæmpe om alle stemmer i alle stater.
Et andet interessant primærvalg er New York den 19. april - alene fordi vi komme til at se Donald Trump og Hillary Clinton rulle sig ud på hjemmebane. Trumps kampagnehovedkvarter ligger på Manhattan, Clintons kampagnehovedkvarter ligger i Brooklyn.
Primærvalgene slutter først den 14. juni i District of Columbia, når de demokratiske vælgere stemmer i distriktet, hvor Det Hvide Hus ligger. Men inden vi når så langt, kan der ske alle mulige og umulige ting i amerikansk politik.
Kun to ting er sikre: At alt kan ske. Og at det hele bliver afgjort den 8. november 2016.
Primærvalg i USA:
- •
Der findes to typer valg: Et opstillingsmøde - kaldet "caucus" - hvor vælgerne tropper op til møde i den lokale partiforening og diskuterer sig frem til enighed om en kandidat. Og et primærvalg - "primary" - der til forveksling ligner en dansk valghandling med stemmesedler og bokse. Den almindelige fællesbetegnelse for caucus og primary er primærvalg.
- •
Ved primærvalgene kan kandidaterne vinde et antal såkaldt delegerede. Den kandidat, der - efter alle stater har stemt - sidder tilbage med mere end 50 procent af de delegerede i sit parti, vinder nomineringen og bliver sit partis præsidentkandidat.