Artiklen opdateres løbende med de seneste resultater.
Nattens caucus i Iowa er ved at være afsluttet.
Republikaneren Ted Cruz er løbet med størstedelen af de republikanske stemmer, mens de demokratiske topkandidater, Hillary Clinton og Bernie Sanders, står stort set lige med over 99 procent af de demokratiske stemmer optalt.
Ifølge CNN har Clinton fået 49,9 procent af stemmerne, mens Sanders er løbet med 49,5 procent.
Fordelingen af de delegerede følger i Iowa fordelingen af stemmer - i hvert fald for Demokraterne. Her får Hillary Clinton ifølge CNN 24 delegerede, mens Bernie Sanders får 21. Andre medier rapporterer om 22 til Clinton og 21 til Sanders.
Den tredje demokratiske kandidat, Martin O'Malley, der har valgt at trække sit kandidatur, fik kun en procent af nattens stemmer og nul delegerede.
Republikanerne skal fordele 30 delegerede.
Ted Cruz får otte, mens Donald Trump og Marco Rubio, som vandt henholdsvis 24 og 23 procent af de republikanske stemmer, ender med syv delegerede hver.
Ben Carson vinder tre delegerede og Rand Paul og Jeb Bush løber med en enkelt hver.
De delegerede
- •
De delegerede fra Iowa bliver valgt både til Iowas Congressional District konvent, samt til statskonventet.
- •
Det er statskonventet som i sidste ende skal vælge delegerede til det nationale konvent, hvor den officielle nominering af præsidentkandidaten finder sted.
- •
De nationale konventer finder sted til sommer.
- •
Kun en procent af det samlede antal amerikanske delegerede bliver valgt i Iowa.