22 dræbte og 59 sårede - det er den foreløbig status efter den eksplosion, der i aftes ramte publikum ved en koncert i Manchester med teenage-idolet Ariana Grande.
Det formodede terrorangreb sker blot en måned, inden briterne skal til parlamentsvalg - samtlige partier har allerede meldt ud, at de har indstillet valgkampen som følge af eksplosionen i Manchester.
Anden indflydelse kommer det formodede terrorangreb næppe til at have på valgkampen, mener Ole Helmersen, ekspert i britiske forhold og lektor ved CBS.
- Politikere – i hvert fald fornuftige politikere, vil med al sandsynlighed fare med lempe og prøve at undgå, at det kommer til at se ud som om de udnytter en tragisk hændelse som det her i deres politiske udmeldinger.
- Så hvis der kommer politiske initiativer i forhold til at skærpe sikkerhed og den slags tid, så tror jeg, man skal forvente, at det først kommer på et senere tidspunkt, siger Ole Helmersen.
Respekt og sikkerhed
Da Labour-politikeren Jo Cox blev dræbt under Brexit-valgkampen indstillede man også valgkampen – både af respekt, men også af sikkerhedshensyn. Det er formentligt de samme overvejelser, som politikerne gør sig nu, siger Ole Helmersen.
- De aflyser arrangementer, specielt arrangementer, hvor mange mennesker vil være samlet, fordi man endnu ikke ved, præcis hvad det er, der er foregået.
Man afventer formentlig også rådgivning fra sikkerhedseksperter efter formiddagens møde i regeringens sikkerhedsudvalg, fortæller Ole Helmersen. Mødet finder i skrivende stund sted i Downing Street 10.
- Der vil formentlig komme nogle budskaber til politikerne fra deres sikkerhedspolitiske eksperter og efterretningstjenester om trusselsbilledet i forhold til andre typer af arrangementer i Storbritannien i den nærmeste tid.
Modgang skaber sammenhold
Det er ikke første gang, at Storbritannien bliver ramt af et terrorangreb, og briterne reagerer ved at rykke sammen, fortælle Ole Helmersen.
- Det gør alle befolkninger. Det ser man over hele Europa, at når sådan noget her sker, så rykker folk sammen og hjælper hinanden, og det tror jeg også, at de vil gøre i den her situation.
- Der er det selvfølgelig også vigtigt, at politikerne og regeringen hurtigt kommer på banen, og det vil de formentlig gøre senere i dag med nogle meldinger om, hvordan man skal forholde sig til det her, og hvad for nogle initiativer, de umiddelbart tager, for at undgå, at der komme flere angreb – hvis der er tale om terror i det her tilfælde, siger lektoren.
Ene om det
Det er kun to måneder siden, at en bil torpederede fodgængere på Westminster Bridge nær parlamentet i London. Hvis eksplosionen i Manchester viser sig at være terror, så vil det være det blodigste siden 2005, hvor 56 mennesker blev dræbt under et angreb på Londons undergrundsbane.
Ifølge politiet i Manchester blev angrebet udført at en enkelt gerningsmand, som detonerede en sprængladning i foyeren til Manchester Arena.
Det er endnu uvist, om gerningsmanden, som blev dræbt i eksplosionen, arbejdede alene. Der var flere børn blandt ofrene til angrebet, som politiet efterforsker som terror.