Ekskone til formodet gerningsmand: Han var mentalt ustabil

Ifølge Washington Post var Omar Mateen voldelig over for sin ekskone.

  • Ifølge den amerikanske avis Washington Post mødte Omar Mateen sin ekskone på nettet for otte år siden.
  • Det var i denne villa i Port St. Lucie i Florida, at den formodede gerningsmand bag gårsdagens skudepisode, Omar Mateen, boede. (Foto: © RYAN STONE, Scanpix)
1 / 2

Den 29-årige Omar Mateen, der angiveligt stod bag nattens skudmassakre i den amerikansk by Orlando, var både voldelig og mentalt ustabil.

Det siger hans ekskone til avisen The Washington Post.

- Han var ikke en stabil person, siger ekskonen, som udtaler sig anonymt, da hun er bange for sin sikkerhed efter episoden, der har kostet 50 personer livet.

- Han slog mig. Han kunne finde på at komme hjem og slå mig, hvis vasketøjet eksempelvis ikke var færdigt, siger hun.

Ifølge den amerikanske avis mødte hun Omar Mateen på nettet for otte år siden, og hun besluttede sig efterfølgende for at flytte til delstaten Florida for at gifte sig med ham.

Var ikke religiøs

De blev gift i 2009, og til at begynde med virkede han normal, fortæller ekskonen. Han styrketrænede en del, og han var heller ikke særligt religiøs, siger hun.

Ifølge avisen var der intet, som tydede på, at han havde vendt sig mod den radikale form for Islam.

Ægteskabet holdt dog kun i få måneder. Ekskonens forældre fandt nemlig ud af, at Omar Mateen havde overfaldt hende, og de tog dernæst til Florida for tage hende med tilbage til deres hjem.

Ifølge ekskonen har hun ikke haft kontakt med Omar Mateen siden den dag, selvom han flere gange har prøvet at få kontakt til hende. Skilsmissen gik officielt igennem i 2011.

FBI har endnu ikke bekræftet, at gerningsmanden er Omar Mateen, men de amerikanske politimyndigheder bekræfter ifølge Washington Post, at de har fundet Omar Mateens identifikationspapirer på gerningsmandens lig.

Faderen: Intet med religion at gøre

Ifølge den amerikanske præsident, Barack Obama, var der tale om et terrorangreb.

Men det er endnu uvist, om der var tale om islamisk terror. En Twitter-konto, der har forbindelser til terrororganisationen Islamisk Stat, offentliggjorde tidligere på dagen et billede af den formodede gerningsmand.

De amerikanske myndigheder har dog oplyst, at der ikke er nogen "umiddelbare beviser for nogle direkte forbindelser mellem det værste masseskyderi i USA's historie og Islamisk Stat eller andre udenlandske ekstremistiske grupper".

Faderen til Omar Mateen, Mir Seddique, udtalte sig tidligere på dagen til NBC News, og han afviste, at skudepisoden havde noget som helst med religion at gøre.

Ifølge faderen var Omar Mateen blevet meget fortørnet, da to mænd havde kysset foran ham, hans kone og deres barn, da de var i Miami.

Faderen sagde samtidig, at han var i chok over det, der var sket, og at han ikke vidste, at sønnen kunne finde på at gøre det.