Trump efter massakre: Det var radikal islamistisk terror

Nattens skudepisode på en natklub i Orlando ryster de amerikanske politikere.

Jeg beder for alle ofrene og deres familier. Hvornår vil det her stoppe? Hvornår bliver vi hårdføre, smarte og årvågne?, skriver Donald Trump på Twitter. (Foto: © AARON JOSEFCZYK, Scanpix)

Nattens massakre på en natklub i Orlando, der indtil videre har kostet 50 personer livet, er "rædselsvækkende".

Det skriver den republikanske politiker Donald Trump, som efter alt at dømme bliver partiets næste præsidentkandidat.

- Jeg beder for alle ofrene og deres familier. Hvornår vil det her stoppe? Hvornår bliver vi hårdføre, smarte og årvågne?, skriver Donald Trump på sin Twitter-profil.

I et tidligere tweet skrev han, at politiet efterforsker sagen som terror. Og i et nyt tweet skriver republikaneren, at der var tale om "radikal islamistisk terror".

- Jeg værdsætter lykønskninger for, at jeg havde ret hvad angår radikal islamisk terror, skriver han på Twitter uden dog at henvise til, hvem lykønskningerne kommer fra.

- Men jeg ønsker ikke lykønskninger. Jeg vil have hårdhed og årvågenhed. Vi bliver nødt til at være smarte!, understreger han.

Om det er tilfældet, er endnu ikke blevet bekræftet. Men ifølge de amerikanske sikkerhedsmyndigheder er gerningsmanden den 29-årige Omar Mateen, der boede i Port St. Lucie i Florida. Han havde ifølge sikkerhedsmyndighederne afghansk baggrund og havde fået våbentræning.

Den republikanske senator Marco Rubio, der tidligere på året gik efter at blive sit partis præsidentkandidat, siger ifølge Reuters, at såkaldt 'homegrown' radikalisering - det vil sige radikalisering af borgere i USA - er "en af de største udfordringer hvad angår terrorbekæmpelse, som vores politi og efterretningstjenester står over for."

Clinton: Frygtelig nyhed

Den demokratiske Hillary Clinton, som lige nu står til at blive sit partis næste præsidentkandidat, er også rystet over nattens episode, der er det værste masseskyderi udført af en enkeltperson i amerikansk historie.

- Jeg vågnede i morges og hørte de frygtelige nyheder fra FL (Florida, red.). Mens jeg venter på mere information, går mine tanker til dem, der er berørt af denne skrækkelige hændelse, skriver hun på sin Twitter-profil.

Det Hvide Hus har oplyst i en pressemeddelelse, at præsident Barack Obama er blevet briefet om nattens skyderier, og at hans "tanker og bønner er hos familierne og venner".

Det Hvide Hus oplyser, at præsidenten nu vil komme med en udtalelse om episoden klokken 13.30 lokal tid - 19.30 dansk tid.

Opdateret klokken 19.00 med seneste tweet fra Donald Trump, hvor han skriver, at der var tale om "radikal islamistisk terror".