Natklubgæst: - Jeg hørte 20, 40, 50 skud. Så stoppede musikken

Flere gæster, der opholdt sig på natklubben Pulse i Orlando, fortæller, hvordan gerningsmanden blev ved med at skyde.

Pårørende krammer hinanden foran Orlandos politistation, hvor skyderiet på en natklub i byen har kostet 50 mennesker livet, lige nu bliver efterforsket. (Foto: © STEVE NESIUS, Scanpix)

- Jeg hørte 20, 40, 50 skud. Så stoppede musikken.

Sådan beskriver Jon Alamo til Fox News det øjeblik, hvor et skyderi brød ud på natklubben Pulse i Orlando i den amerikanske delstat Florida natten til søndag amerikansk tid.

Han fortæller derudover, at der formentlig stadig befandt sig omkring hundrede personer på natklubben, da skyderiet brød ud.

Politiet mødte talstærkt op til natklubben Pulse i Orlando, Florida, da der kort før klokken to udbrød skyderi. (Foto: © ho, Scanpix)

Det lykkedes Jon Alamo at slippe ud i live fra natklubben ved at kaste sig til jorden, kravle i sikkerhed bag en dj-pult og undslippe via en af natklubbens nødudgange.

Ikke alle var lige heldige. 50 mennesker er meldt dræbt, mens 42 personer er bragt til hospitalet. Gerningsmanden er også meldt død.

Natklubgæst: Blod flere steder

Fox News har også talt med natklubgæsten Christopher Hansen, som befandt sig i natklubbens VIP-område, da han hørte skud.

- Jeg tænkte, at det var løgn, og så smed jeg mig på gulvet.

- Jeg bad bare til, at jeg ville komme levende derfra. Da jeg endelig kom ud fra stedet, så jeg, hvordan folk var blevet skudt, og der var blod flere steder, siger Christopher Hansen til Fox News.

Se interview med Christopher Hansen herunder:

Ni politifolk var desuden involveret i skududveksling med gerningsmanden, og politichefen i Orlando, John Mina, siger, at gerningsmanden øjensynligt var "organiseret og velforberedt".

Eftersøger pårørende på Facebook

Ifølge flere amerikanske medier herskede der umiddelbart forvirring omkring situationen, hvor flere pårørende ikke kunne komme i kontakt med deres familiemedlemmer og venner.

Natklubbens Facebookside blev opdateret, umiddelbart efter skyderiet brød ud, med ordene: "Alle skal skynde sig ud af Pulse og skynde sig at løbe væk."

Under statusopdateringen skriver flere pårørende, at deres venner og familiemedlemmer var tilstede på natklubben.

- Min datter er derinde. Bed til at der ikke er sket noget. Hun venter lige nu på, at politiet kommer, så hun kan komme ud. Jeg talte med hende i telefon, og alt jeg kunne høre var pistolskud, skriver Facebook-brugeren Lilbia Carmen.

Hun skriver senere i en anden kommentar, at hun nu er kommet i kontakt med sin datter, der har det godt.

Facebook-brugeren Ricardo J. Negron Almodovar skriver i en kommentar til opslaget, at han befandt sig på natklubben, da skyderiet brød ud.

- Dem, der befandt sig på dansegulvet og i baren kunne komme ud via bagudgangene, og så løb vi bare, så hurtigt vi kunne.

Vidne: Skudsalver blev bare ved

Ifølge politiet på stedet var der kort før klokken to lokal tid en skududveksling mellem gerningsmanden og en politimand på stedet. Det fik gerningsmanden til at løbe ind på natklubben, hvor der ifølge politichef John Mina opstod en form for gidselsituation.

Mens politiet tilkaldte ekstra styrker, ringede flere gæster, der befandt sig på natklubben, selv til politiet, skriver CNN.

Pårørende til natklubgæster fra Pulse natklubben krammer hinanden foran Orlandos politistation, mens politiet efterforsker motivet til det skyderi, der brød ud på natklubben og kostede flere mennesker livet. (REUTERS/Steve Nesius) (Foto: © STEVE NESIUS, Scanpix)

Christopher Hansen, der også befandt sig inde på natklubben fortæller, hvordan skudsalverne bare blev ved og ved og ved.

- Der var så mange skud, at skudsalverne kunne have varet en hel sang, siger han til CNN.