Efterretningstjeneste advaret om Manchester-gerningsmand: Er der begået fejl?

Den britiske efterretningstjeneste MI5 har en del spørgsmål, der skal besvares efter terrorangrebet i Manchester.

Et blomsterhav dækker det centrale Manchester til ære for de dræbte. (Foto: © Stefan Wermuth, Scanpix)

Hvordan kunne den mistænkte selvmordsbombemand bag angrebet mod Manchester Arena glide under de britiske myndigheders radar?

Og overhørte myndighederne decideret advarsler, så angrebet kunne have været forhindret?

Det er nogle af de spørgsmål, som den britiske efterretningstjeneste MI5 ifølge BBC og The Guardian forsøger at besvare efter terrorangrebet for en uge siden.

Premierminister Theresa May har tidligere fortalt, at den 22-årige Salman Abedi, der er blevet udpeget som den mistænkte gerningsmand, var kendt af myndighederne inden angrebet.

Efterfølgende er det kommet frem i britiske medier, at myndighederne mindst tre gange var blevet advaret om, at Salman Abedi havde ekstremistiske holdninger.

Minister: For tidligt med konklusioner

Ifølge The Guardian var den mistænkte ikke blandt de 3.000 personer, som efterforskes aktivt på en terrormistanke i Storbritannien.

Indenrigsminister Amber Rudd afviste søndag at svare på, om myndighederne havde overset, at den 22-årige mand kunne udgøre en trussel.

Hun sagde også, at det er for tidligt at konkludere, om landets efterretningstjenester har fejlet.

- Vi er i konstante diskussioner med sikkerhedstjenester og politiet for at sikre, at de har de værktøjer, de har brug for, sagde Amber Rudd.

Nye anholdelser

Siden angrebet er 16 mænd blevet anholdt i forbindelse med angrebet.

To af dem er blevet løsladt igen uden sigtelse, mens resten tilbageholdes til afhøring.

Senest er en 23-årig mand blevet anholdt tidligt mandag morgen i Shoreham-by-Sea i Sussex, mens to mænd på henholdsvis 19 år og 25 år blev anholdt søndag i Manchester, oplyser Greater Manchester Politi.

Politiet oplyser desuden, at et antal nye adresser er blevet ransaget, og at omkring 1.000 efterforskere er sat på sagen.

Terrortruslen i Storbritannien

  • Efter angrebet blev vurderingen af terrortruslen hævet til ’kritisk’, som er højeste niveau.

  • Nu vurderes terrortruslen igen at være ’alvorlig’.

Tip på telefonlinje

Den mistænkte var født i Manchester, men hans forældre kom fra Libyen.

Ifølge BBC's oplysninger rejste han i sine skoleferier som 16-årig med sin far til Libyen for at kæmpe mod den nu afdøde libyske diktator, Muammar Gaddafis, styre.

Den oplysning er ikke blevet bekræftet officielt.

To personer, som kendte Salman Abedi, da han gik på Manchester College, har ifølge BBC bekræftet, at de hver især havde ringet til en antiterror-telefonlinje for at advare om hans ektremistiske holdninger.

Ifølge The Guardian har både lærere og personer i det muslimske miljø i Manchester ved flere lejligheder og gennem en årrække gjort opmærksom på, at manden kunne være en trussel.

Netop vendt hjem fra Libyen

Den 22-årige mand var netop vendt hjem fra en rejse til Libyen den 18. maj, og blot fire dage efter detonerede han ifølge de britiske myndigheder en hjemmelavet bombe i minutterne efter koncerten med Ariana Grande i arenaen.

Den franske indenrigsminister, Gerard Collomb, har oplyst, at Salman Ramadan Abedi ifølge hans oplysninger fra britiske og franske efterretningstjenester formentlig også havde været i Syrien inden angrebet.

22 personer mistede livet i angrebet, herunder syv børn.

Politiet i Manchester delte i går denne gennemgang af angrebet og efterforskningen på Twitter. Siden er yderligere én blevet anholdt:

https://twitter.com/gmpolice/status/868843507754127360