Det har skabt overskrifter over hele verden, at den britiske spionchef for MI5, Andrew Parker, i et interview med The Guardian i dag retter skytset direkte mod Rusland, som han blandt andet beskylder for at udføre systematisk cyberspionage mod Storbritannien.
Onde tunger vil dog mene, at han blot siger det, som alle ved. For alene i 2016 er Rusland blevet beskyldt for at have stået bag flere spektakulære hackerangreb.
Hillary Clinton under beskyldning
Det vakte enorm opsigt, da whistlerblower-organisationen WikiLeaks i juli lagde næsten 20.000 lækkede e-mails fra Den Nationale Demokratiske Komité (DNC) i USA. Her kom det blandt andet frem, at partitoppen havde planlagt en meget udførlig strategi, der stik imod reglerne skulle ødelægge Bernie Sanders' præsidentkandidatur.
I de mange tusinde e-mails fremgik det også, at Hillary Clintons advokat rådgav partitoppen om, hvordan de skulle agere mod Sanders.
- Eksperter fortæller os, at russiske statslige aktører brød ind hos den demokratiske nationale komite, tog alle e-mails og er nu i gang med at lække dem gennem de her hjemmesider. Det er bekymrende, at nogle eksperter nu fortæller os, at dette blev gjort af russerne med det formål at hjælpe Donald Trump, sagde Clintons kampagne-leder, Robby Mook, til Washington Post.
Sagen fik den konsekvens, at komiteens formand, Debbie Wasserman, måtte trække sig fra sin post. Efterfølgende har der været flere hackerangreb mod Demokraterne. Blandt andet i september, hvor russiske efterretningsagenter – ifølge Demokraterne – igen var på spil.
Sportsstjerner fik sundheds-data lækket
Det gik blandt ud over de danske svømmestjerner Jeanette Ottesen og Pernille Blume, da det lykkedes hackergruppen Tsar Team (APT28), der også er kendt som Fancy Bear, at hacke sig ind i på Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) hjemmeside og skaffe fortrolige oplysninger om OL-atleters sundhedsdata.
Gruppen lagde efterfølgende oplysningerne ud på nettet og her fremgik det blandt andet, at den danske OL-guldvinder i svømming Pernille Blume er testet positiv for stoffet turbutalin. Netop det stof har Pernille Blume dog fået tilladelse fra det internationale svømmeforbund FINA til at bruge, fordi hun lider af astma, hvilket også fremgik af lækket.
- Det er forfærdeligt at blive associeret med doping på den måde. Jeg er såret, for det har intet med mig at gøre, og jeg synes også, at det er synd for de andre atleter, der er i samme båd som mig, sagde Pernille Blume i september til DR Nyheder, hvor hun også kaldte det "forfærdeligt", at personfølsomme oplysninger er blevet lækket.
Hårde hackerangreb mod Ruslands naboer
Flere af Ruslands nabolande – heriblandt Estland, Georgien og Ukraine – er igennem det seneste årti blevet udsat for cyberangreb. Ifølge Mikkel Storm Jensen, som er major og forsker i cyberkrigsførelse ved Forsvarsakademiet, er det sandsynligt, at Rusland stod bag angrebene.
I april 2007 blev den estiske regering, flere af landets banker og aviser udsat for en række hackerangreb, efter regeringen havde valgt at rykke det kontroversielle sovjetiske mindesmærke for Anden Verdenskrig, Bronzesoldaten. Flytningen blev mødt med hård kritik fra de russiske myndigheder, og kort tid efter blev hjemmesiderne hacket.
Året efter var det Georgien, der blev udsat fra en række cyberangreb. Det skete samtidig med, at landet var i krig med Rusland, og regerings hjemmesider blev blandt andet overmalet med digital graffiti.
Sidste år i december blev dele det nationale ukrainske elnet lammet som følge af et hackerangreb. Det førte til, at hundredtusindvis af ukrainere var uden strøm i flere timer lillejuleaften, og det amerikanske firma iSight Partners, der har specialiseret sig cyberangreb, konkluderede efterfølgende, at det var den russiske hackergruppe Sandworm, som stod stod bag angrebet.