Efter atomaftale: Mellemøstlige ledere håber på mere stabilitet i regionen

Irans nye atomaftale kan føre til et mere roligt og stabilt Mellemøsten, håber flere lande i regionen. Israel frygter det modsatte.

Tirsdag morgen indgik Iran en atomaftale med seks stormagter. Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater håber, at den vil føre til mere stabilitet i Mellemøsten. (Foto: © Carlos Barria, Scanpix)

Den historiske atomaftale, som Iran tidligt tirsdag morgen indgik med USA og en række andre stormagter, kan føre til et mere stabilt og fredeligt Mellemøsten.

Sådan lyder reaktionen fra flere af landene i den uroplagede og konfliktfyldte region.

Med aftalen er den islamiske republik blandt andet gået med til at reducere sit lager af uran og droppe at producere plutonium, der kan bruges til atomvåben.

Til gengæld må landet fortsætte sit atomprogram, så længe det kun skal bruges til at producere energi. Og derudover vil de internationale økonomiske sanktioner, der i årevis har lagt en alvorlig dæmper på den iranske økonomi og isoleret landet fra omverdenen, gradvist blive ophævet.

Det er positivt, lyder det fra De Forenede Arabiske Emirater, der ligger godt 50 kilometer fra den iranske sydkyst.

Kan blive central spiller

Landets præsident, sheik Khalifa bin Zayed Al Nahyan, lykønskede tidligere på dagen den iranske præsident for aftalen.

Ifølge landets officielle nyhedsbureau, WAM, håber præsidenten, at den nye aftale vil være med til sikre mere stabilitet og sikkerhed i regionen.

En embedsmand fra regeringen udtalte efterfølgende ifølge det franske nyhedsbureau AFP, at Iran kan komme til at spille en ”central rolle” i regionen.

Det kræver dog ifølge embedsmanden, at landet ”begynder at revidere sin politik og holder op med at blande sig i interne anliggender i lande som Irak, Syrien, Libanon og Yemen”.

Syrisk opbakning

I Tyrkiet, der også grænser op til det folkerige land, forventer udenrigsminister Mevlüt Cavusoglu også, at aftalen kan få stor betydning for stabiliteten i Mellemøsten.

Han understreger dog ifølge Ritzau, at Iran bør genoverveje sig politik i forhold til Syrien og Yemen og begynde at spille en mere konstruktiv rolle i de regionale konflikter.

- Vi skal væk fra de sekterisk baserede politikker og lægge særlig vægt på politisk dialog. Vi skal bidrage til en løsning af disse spørgsmål gennem dialog. Det er, hvad vi forventer fra vores broderland Iran, siger udenrigsministeren ifølge Ritzau.

Også Syriens præsident, den omstridte Bashar al-Asaad, har lykønsket Iran for atomaftalen.

Iran har været en af Syriens loyale støtter under de seneste års blodige borgerkrig. Og den syriske præsident siger ifølge landets officielle nyhedsbureau, SANA, at der er tale om ”en stor sejr” for Iran – og at den iranske regering nu med endnu større kraft kan arbejde for fred og sikkerhed i Mellemøsten og resten af verden.

Saudi-diplomat: Ekstremt farlig aftale

Anderledes kritisk er meldingen fra Saudi-Arabien, som længe har været yderst kritisk over stormagternes atomforhandlinger med Iran.

En saudiarabisk diplomat udtaler til den amerikanske avis Washington Post, at atomaftalen er ”ekstremt farlig”.

Saudi-Arabien frygter blandt andet, at Iran vil komme til at spille en større rolle i Mellemøsten, nu hvor de økonomiske sanktioner står til at blive ophævet.

Derudover oplyser en officiel regeringskilde til det saudiarabiske nyhedsbureau, Saudi Presse Agency, at selvom landet er tilfreds med, at Iran ikke længere kan udvikle atomvåben, så er det nødvendigt, at det internationale samfund holder et knivskarpt øje med udviklingen i Iran.

Det er nemlig ifølge Saudi-Arabien vigtigt, at der kan blive genindført sanktioner mod landet, hvis det ikke lever op til aftalens forpligtigelser, skriver Reuters.

Israel: Iran har scoret jackpot

Heller ikke Israel er på nogen måde begejstret for den nye atomaftale med de iranske arvefjender.

Timer efter aftalen var blevet indgået, udtalte den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, at der var tale om en "dårlig fejltagelse af historiske proportioner”.

- Iran får jackpot, en kontant guldgrube på flere hundrede milliarder dollar, som vil gøre landet i stand til at fortsætte sin aggression og terror i regionen og i verden, sagde Netanyahu ifølge Reuters.

Han frygter samtidig, at aftalen vil øge faren for et iransk angreb mod Israel.

- Iran søger fortsat vores ødelæggelse. Vi vil altid forsvare os selv, understregede premierministeren.

Gram: Muligheder for forandringer er tilstede

Spørger man DR’s internationale korrespondent, Steffen Gram, er det endnu for tidligt at sige, hvad aftalen vil komme til at betyde for hverdagen i Mellemøsten.

- Men mulighederne for at forandre Mellemøsten er til stede, siger han.

Ifølge Iran-kender Poya Pakzad – der til daglig er politisk rådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke, men som her udtaler sig som privatperson – er det med aftalen blevet fjernet ”en teoretisk barriere”, der nu gør muligt at invitere iranerne med til internationale forhandlinger. Dog kun hvis Iran indfrier de løfter, som de har givet stormagterne.

Om landetså har tænkt sig at ændre politik, er dog fortsat et åbent spørgsmål, understreger han.

- Atomaftalen er et afgrænset problem i den store fejde mellem Iran og det internationale samfund. De regionale spørgsmål har slet ikke været på dagsordenen. Og hvis man ser på den politik, som Iran har ført under forhandlingerne, så har der ikke været tegn på, at Iran har planer om at ændre markant på sin politik i forhold til eksempelvis konflikten i Syrien, siger han og peger på, at Iran for nylig fornyede sit lån til det syriske regime.