Atomaftalen med Iran, som tirsdag kom i hus efter langvarige forhandlinger, er en "dårlig fejltagelse af historiske proportioner", siger den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.
- Iran får jackpot, en kontant guldgrube på flere hundrede milliarder dollar, som vil gøre landet i stand til at fortsætte sin aggression og terror i regionen og i verden, siger Netanyahu ifølge Reuters.
Han frygter, at det vil øge faren for angreb mod Israel, siger han på en kort pressekonference, der blev vist på israelsk tv.
- Iran søger fortsat vores ødelæggelse. Vi vil altid forsvare os selv, understreger Netanyahu på pressekonferencen.
"En historisk overgivelse"
Han kritiserer, at det er lykkedes Iran at få ophævet sanktionerne samtidig med, at landet kan beholde sit atomprogram, og at der dermed stadig er en fare for, at Iran i fremtiden kan udvikle atomvåben.
- Iran får en sikker vej til atomvåben, tilføjer han.
Også Netanyahus viceudenrigsminister, Tzipi Hotovely, betegner aftalen som en "historisk overgivelse". Hun skriver på Twitter, at Israel "med alle midler vil forsøge at forhindre, at aftalen ratificeres".
USA's præsident, Barack Obama, ventes i løbet af tirsdagen at tale med både Netanyahu og den saudiarabiske kong Salman, oplyser en højtstående regeringsembedsmand i Det Hvide Hus til nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/