DR's korrespondenter: Det betyder Trumps comeback for vores del af verden

Tag med DR's korrespondenter på jordomrejse og hør, hvordan indsættelsen af Donald Trump påvirker omverdenen.

I dag starter fire nye år med Trump ved roret. Og det har klare konsekvenser i alle verdenshjørner. (Foto: © DR Collage: Nathalie Nystad Foto: Alex Brandon/AP/Ritzau Scanpix)

Siden det historiske børskrak på Wall Street i 1929 har der været et ordsprog, der foreskriver, at "når USA nyser, så bliver resten af verden forkølet".

Meget er sket i løbet af det seneste århundrede, og fra flere sider lyder det, at vi enten befinder os i - eller har kurs mod - en multipolær verdensorden, hvor USA ikke længere er klodens ubestridte supermagt.

Alligevel er der ikke nogen tvivl om, at dagens indsættelse af Donald Trump som USA's 47. præsident kommer til at have stor betydning langt uden for USA's grænser.

Her er der mulighed eller risiko for alt fra handelskrig og tabte arbejdspladser til ballade om massedeportationer og kontrol over Panama-kanalen såvel som Grønland.

Tag med DR's korrespondenter på jordomrejse og få overblikket over, hvordan indsættelsen af Trump kan påvirke resten af verden.

Der er lagt op til ballade både i forgården og i baggården

Donald Trump har lovet at deportere millioner af migranter uden lovligt ophold i USA. (Foto: © Brandon Bell, Ritzau Scanpix)

Indsættelsen af Donald Trump som præsident ventes at få store konsekvenser for Latinamerika, som før i tiden var kendt som "USA's baggård".

Her er der lagt op til store slag om både hjemsendelser af op til millioner af migranter såvel som ballade om Panamakanalen, som Trump vil have tilbage på amerikanske hænder, fortæller DR's Sydamerika-korrespondent, Kristian Almblad.

Tyskerne frygter for deres økonomi og sikkerhed

En handelskrig, som den Trump har truet med, kan koste tyskerne 1.300 milliarder kroner. (Foto: © Heiko Rebsch, Heiko Rebsch/picture-alliance/dpa/AP Images)

Der bliver i den grad kigget over Atlanten fra Berlins side i disse dage. Intet andet europæisk land har nemlig lige så meget på spil i forbindelse med Trumps comeback som vores tyske naboer, lyder det fra Steen Nørskov, DR's Tyskland-korrespondent.

Han peger på, at det i den grad også kan gøre ondt på Danmark - og vores næsten 100.000 arbejdspladser, som er knyttet til eksporten til Tyskland - hvis den tyske økonomi bliver ramt.

Danske virksomheder holder vejret

Dansk erhvervsliv har enormt meget på spil i USA, hvor Trump har truet Danmark med straftold over Grønland. (Foto: © Søren Bidstrup, Scanpix Denmark)

USA er det land i verden, vi eksporterer mest til, og derfor ser danske virksomheder mod Washington D.C. med tilbageholdt åndedræt.

Men bag frygten gemmer der sig også et glimt af håb, lyder analysen fra Casper Schrøder, DR's økonomikorrespondent.

Kan Trump kontrolleres, eller skal han konfronteres?

EU-landene står over for en stor udfordring med at håndtere Trump-administrationen og undgå en handelskrig. (Foto: © JOHANNA GERON, Ritzau Scanpix)

Den kommende amerikanske præsident har både truet med at lægge told på varer, der eksporteres fra Europa over Atlanten, og ønsker, at EU-landene betaler en større del af regningen i Ukraine og bruger endnu flere penge på forsvar.

Det er i det hele taget tydeligt at se, at en ny tid venter EU-landene, når Trump indtager Det Hvide Hus, fastslår DR's EU- og Nato-korrespondent, Ole Ryborg, der peger på, at vi risikerer en handelskrig med USA.

Kina er bedre forberedt denne gang

Kina løber tør for både øjne og tænder før USA, hvis man ender i en gengældelseskonflikt. (Foto: © DAMIR SAGOLJ, Ritzau Scanpix)

Et af landene, der kan få stor indflydelse på Donald Trumps præsidentskab, er rivalen Kina.

Sidste gang kom det flere gange til heftige konfrontationer, hvor Trump erklærede handelskrig og langede ud efter Kina over alt fra handelsbalancen til covid-19.

Trump 2.0 kommer til at have fornyet fokus på handlen mellem de to lande, og den kommende amerikanske præsident har allerede varslet heftig told på alle kinesiske varer, fortæller DR's Kina-korrespondent, Philip Róin.

Vil USA forsvare sine europæiske Nato-allierede?

Natos fundament ryster, når Trump sætter spørgsmålstegn ved, om USA vil forsvare andre medlemslande. (Foto: © HENRY NICHOLLS, Ritzau Scanpix)

Forsvarsalliancen Nato beror på den såkaldte musketér-ed. Altså at alle medlemslandene vil hjælpe militært, hvis et af landene bliver angrebet.

Derfor er det et kæmpe problem, at Donald Trump har sat spørgsmålstegn ved, om USA står fuldt og helt bag det løfte.

Derudover vil den tiltrædende præsident have mere end fordoblet kravet til, hvor mange penge Nato-landene skal bruge på deres forsvar. Tvisten skal afgøres ved et topmøde i juni, "og her kan hele forsvarsalliancens fremtid vise sig at være på spil", lyder det fra Ole Ryborg.

Lagt op til noget-for-noget med Afrika

Det fremtidige forhold mellem USA og Afrika kommer formentlig til at handle om at sende metaller den ene vej og investeringer og frihandel den anden vej. (Foto: © ISSOUF SANOGO, Ritzau Scanpix)

Mens genvalget af Trump har ført til krampetrækninger i dele af Europa, er der i højere grad tale om skuldertræk på det afrikanske kontinent.

Donald Trump har nemlig ikke vist særlig stor interesse i Afrika, og relationen mellem USA og Afrika kan derfor meget vel komme til at handle om et noget-for-noget-samarbejde, lyder det fra DR's Afrika-korrepondent, Søren Bendixen.

Briterne ser bekymret mod Musk

Elon Musk er på rekordtid blevet en del af Donald Trumps inderkreds. I London holder man nu nøje øje med, hvor stor realpolitisk indflydelse den kontroversielle milliardær får. (Foto: © Kena Betancur, Ritzau Scanpix)

Flere ugers heftig debat på det sociale medie X betyder, at briterne i den grad retter blikket mod USA. Men det er i høj grad mod Trumps nære allieret Elon Musk.

Det er nemlig ham, der har antændt den giftige debat på X, som han ejer, hvor han har sat spot på en gammel skandale om såkaldte grooming-bander i Storbritannien.

Musks had til den britiske Labour-regering kan hurtigt blive et problem for premierminister Keir Starmer, fortæller DR's korrespondent i Storbritannien, Tinne Hjersing Knudsen.

Demokrater vil Trump-sikre klimakampen

I starten af måneden forbød Joe Biden olieboringer langs det meste af den amerikanske kyst. Forbuddet er udformet på en måde, der skal gøre det svært for Donald Trump at rulle tiltaget tilbage. (Foto: © MARTIN BUREAU, Ritzau Scanpix)

Sidste gang, Donald Trump var præsident, trak han USA ud af den store internationale klimaaftale: Paris-aftalen. Og denne gang har han med sloganet: "Drill baby, drill", slået fast, at han vil have skruet endnu mere op for den amerikanske olieproduktion.

Men Demokraterne har forsøgt at Trump-sikre mange af deres klimatiltag, og samtidig har de enkelte delstater en del, de kan gøre, lyder det fra DR's klimaanalytiker, Filip Knaack Kirkegaard.

DR sender indsættelsen af Donald Trump som USA's næste præsident. Du kan se med fra klokken 16 på DRTV og DR1 eller følge med i DR.dk's liveblog, som følger indsættelsen på tæt hold