Det er ikke, fordi EU's kommende kommissærer er en flok farveløse, afmålte politikere.
Og der manglede da heller ikke drama, da de sidste af kommissærkandidaterne, som kommer til at få en afgørende betydning for Europas udvikling de næste fem år, i tirsdags var til eksamen hos europaparlamentarikerne.
Spanske Teresa Ribera, der står til at få hovedansvaret for EU's grønne omstilling, blev eksempelvis beskyldt for personligt at have ansvaret for de omfattende og dødelige oversvømmelser i Valencia-regionen tidligere på måneden. Og Raffaelle Fitto, den italienske kommissærkandidat, måtte flere gange benægte, at han skulle være hverken fascist eller EU-modstander.
Alligevel blegnede det i forhold til det, der sideløbende fandt sted på den anden side af Atlanten.
Her er USA's kommende præsident, Donald Trump, nemlig i gang med at sammensætte sit ministerhold, og det er nu, at konturerne af hans kommende præsidentskab for alvor er begyndt at vise sig.
Med de nomineringer, som indtil videre er blevet offentliggjort, tegner det umiddelbart til at blive et anderledes og noget mere utilregneligt USA, som europæerne skal navigere efter i de kommende år.
Påvirker alle diskussioner
Når det kommer til forsvarsområdet, der har afgørende betydning for Europa, bliver det den tidligere Fox News-vært Pete Hegseth, som får ansvaret for det. Han har hverken erfaring som toppolitiker eller højtstående militærmand, og det har i den grad vakt opsigt.
Tulsi Gabbard, som er blevet beskyldt for at sprede russisk propaganda og konspirationsteorier om krigen i Ukraine, er blevet nomineret til posten som øverste chef for de amerikanske efterretningstjenester.
Til gengæld står den rutinerede politiker Marco Rubio, som i modsætning til sin kommende chef er positivt indstillet over for Nato, til at blive udenrigsminister, mens Mike Waltz, der har en længere militærkarriere bag sig, bliver Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver.
Hver eneste nominering er blevet noteret – og gennemanalyseret – i de europæiske hovedstæder. Det vil uden tvivl også blive en del af diskussionen, når EU-landenes udenrigsministre mandag mødes for første gang siden Donald Trumps valgsejr i begyndelsen af måneden.
Her bliver hovedpunktet nemlig det fremtidige forhold mellem EU og USA.
Derudover ligger Donald Trumps tilbagekomst som et bagtæppe for alle de andre udfordringer, ikke mindst krigene i Ukraine og i Mellemøsten, som medlemslandene skal håndtere.
Mangler det fulde overblik
Ingen sætter sådan set spørgsmålstegn ved, at Europa skal blive ved med at have et tæt forhold til USA, når den republikanske politiker vender tilbage til Det Hvide Hus i det nye år. EU-toppen og stats- og regeringscheferne var da også hurtige til at lykønske ham efter sejren.
Men selvom EU-landene denne gang forsøger at tage det noget mere roligt sammenlignet med den kaotiske tid efter hans choksejr for otte år siden, så vækker de seneste dages nomineringer bekymring – og fremkalder uvished.
Problemet for landene er dog, at de stadig mangler de afgørende brikker for at kunne danne sig det fulde billede af den nye Trump-administration. Derfor ved medlemslandene endnu ikke, hvad de helt konkret skal forberede sig på.
For alle ved nemlig også, at Donald Trump er en særegen politiker, der spiller efter sine helt egne regler. Der er ikke altid overensstemmelse med det, han siger, og det, han rent faktisk vælger at gøre.
Men der er klare tegn på, at den kommende tid bliver hård for Europa.
Kan mudre konflikter sammen
Donald Trump har eksempelvis aldrig lagt skjul på sin foragt over for EU-samarbejdet, som han mener, er en handelsmæssig "fjende" for USA. Han har flere gange under valgkampen truet med at lægge importskat på helt op til 20 procent på udenlandske varer, hvilket kan udløse en global handelskrig.
Europa-Kommissionen, der har ansvaret for medlemslandenes handelspolitik, har allerede tænkt en række forskellige scenarier igennem og forberedt skuffeplaner med mulige reaktioner.
Forventningen er dog også, at Donald Trump ikke har tænkt sig at se handelspolitikken isoleret set, men derimod i sammenhæng med især sikkerhedspolitikken. Det vil gøre eventuelle forhandlinger om handelstariffer og straftold mere komplekse, hvis Trump-administrationen pludselig spiller forsvarskortet ved forhandlingsbordet.
Han har nemlig flere gange truet med ligefrem at trække USA ud af Nato-alliancen i protest over, at de europæiske lande ikke har brugt nok penge på deres forsvar. Det vil skabe et kolossalt sikkerhedspolitisk problem for Europa, hvis det sker.
Det samme vil det, hvis han trækker støtten til Ukraine og efterlader krigen til europæerne. Men spørgsmålet er, hvor medlemslandene placerer sig, hvis alle stridighederne pludselig bliver mudret sammen, og de skal forsøge at finde en fælles kurs.
Vil ikke tale konflikt op
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde i sidste uge, efter at hun havde talt i telefon med Donald Trump, at hun ikke oplevede nogen "antydning af et mindre transatlantisk samarbejde eller mindre solidaritet eller sammenhold."
De europæiske politikere er da også meget bevidste om, at de for alt i verden skal undgå at tale en spirende konflikt med USA op og derved risikere at blive medskyldige i den.
Men alle ved også, at der skal handles hurtigt og kontant, hvis Donald Trump vælger at føre sin planer ud i livet. For det kan komme til at få enorme konsekvenser for Europa, og det kan også presse medlemslandene gevaldigt.
Lige nu står EU-landene som følge af coronakrisen og krigen i Ukraine mere samlet end for blot et par år siden. Men der er også en bevidsthed om, at de er ved at bevæge sig ud i ukendt farvand, og at det er nu, sammenholdet for alvor vil blive testet.
For Donald Trump foretrækker at tage diskussionerne direkte med de enkelte lande uden om EU, som han bekendt ikke har den store forkærlighed for.
Men hvis han begynder at spille medlemslandene ud mod hinanden, er det uvist, om sammenholdet så også kan holde – og i givet fald hvor længe.
De europæiske lande er eksempelvis dybt splittede, når det kommer til Kina. Det så man senest i forhold til EU's nye straftold på kinesiske elbiler, som den tyske regering var lodret imod. Omvendt befinder Mette Frederiksen sig på det hold, som mener, at EU-landene skal være meget mere kontante og mindre underdanige over for kineserne end tidligere.
Men hvis Donald Trump begynder at gå hårdere til kineserne, som han har truet med, kan det meget vel betyde, at EU vil blive presset til at finde en mere sammenhængende kurs over for landet. Hvis det da overhovedet er muligt.
Hvad med Meloni?
Det er ingen hemmelighed, at Ungarns højreorienterede premierminister, Viktor Orbán, er glødende tilhænger af Donald Trump.
Men spørgsmålet er, hvordan en politiker som Giorgia Meloni, Italiens nationalkonservative premierminister, eksempelvis vil agere, hvis Donald Trump rækker ud til hende.
Selvom hun er EU-skeptiker, har hun været pragmatisk og stået skulder ved skulder med de andre stats- og regeringschefer, ikke mindst når det kommer til krigen i Ukraine.
Men rent politisk er hun nært beslægtet med Donald Trump, og hun har tætte forbindelser til folkene omkring ham – ikke mindst Tesla-milliardæren Elon Musk, som hun endda er blevet romantisk forbundet med. Flere iagttagere har betvivlet, om hun vil kæmpe lige så hårdt for det europæiske sammenhold, hvis Donald Trump rækker ud og eksempelvis præsenterer en fredsplan for Ukraine.
Lige nu er taktikken i EU fortsat at holde hovedet koldt og træde vande, indtil alle brikkerne er på plads og at der kommer nogle konkrete udmeldinger fra Washington D.C.
Men i Europa ved man også, at man bliver nødt til at være klar og forberede sig, så godt som man nu kan.
Også på det værste, hvis det skulle komme så vidt.