DR's journalist på Lesbos: De mener, den åbne grænse er 'bad for all'

Tyrkiet har åbnet grænsen til Grækenland, og det betyder, at der igen kommer flygtninge og migranter til græske øer.

På den græske ø Lesbos er der deja-vu: Gummibådene lægger igen til land på øen.

Tilbage i 2015 var særligt Lesbos ofte mål for flygtninge og migranter i deres forsøg på at komme til Europa. Og efter Tyrkiet fredag valgte at åbne grænsen til Grækenland, er flygtninge og migranter igen gået i gummibådene for at krydse det Ægæiske Hav.

Særligt beboerne på Lesbos, der ligger tæt på Tyrkiet, har oplevet, at flygtninge og migranter er gået i land over weekenden.

Ifølge nyhedsbureauer kom omkring 500 flygtninge og migranter til Lesbos i weekenden. Det tal er ikke bekræftet af græske myndigheder.

  • Flygtninge og migranter på en strand på Lesbos. (Foto: © Aris Messinis, Scanpix)
  • En mand holder om sine tre sønner. De kommer fra Afghanistan og har netop klaret turen over det Ægæiske Hav fra Tyrkiet til Lesbos. (Foto: © ALKIS KONSTANTINIDIS, Scanpix)
  • Flygtninge og migranter skynder sig væk fra stranden på Lesbos. (Foto: © ALKIS KONSTANTINIDIS, Scanpix)
1 / 3

DR Nyheders udsendte, Lasse Berg Sørensen, ankom i går til til Lesbos, hvor han mærker en trykket stemning.

- Situationen er blevet mere og mere presset her på Lesbos, hvor der i forvejen er mange migranter, der har været her, siden flygtningekrisen virkelig tog fart i 2015, fortæller han.

- Det, at der nu kommer flere til Lesbos, presser bare situationen yderligere.

Flere lokale fortæller ham, at de er ved at få nok af migranter.

- Jeg mødte en stor græsk familie, der gik tur ved havnen her i hovedbyen, Mytilini. De føler sig utrygge og bange på grund af migranterne.

I havnen i Mytilini hænger et stort banner, hvor der står, at Lesbos ikke længere skal være et hotspot for flygtninge og migranter, fortæller journalist Lasse Berg Sørensen fra Lesbos.

- En gruppe unge grækere, jeg har mødt, synes situationerne er dårlig for alle parter - både migranter og grækere. "Bad for all", som de siger.

Afviser migranter

Og Ali, en ung afghansk dreng, der har boet i den store flygtningelejr Moria på Lesbos i fire måneder, fortæller til DR Nyheders udsendte, at hans forældre er i Afghanistan, men han mener, at Lesbos er et bedre sted at være.

Internationale nyhedsbureauer har delt videoer fra farvandet omkring Lesbos, der viser, hvordan flygtninge og migranter er kommet i land.

Nogle steder er de blevet mødt af sure beboere, der ikke ønsker, at de kommer i land. Blandt andet stod en gruppe mennesker, der efter sigende er medlemmer af det højreekstreme parti Gyldent Daggry, klar i en lille havneby på Lesbos og sikrede, at flygtninge og migranter fra en gummibåd ikke kom i land.

Myndighederne valgte derpå at slæbe gummibåden afsted til Mytilini.

Her ses, hvordan lokale medlemmer af det stærkt højreorienterede parti Gyldent Daggry forsøger at holde en gummibåd med migranter væk fra kajen. (Foto: AP)

Tyrkiske regeringsvenlige journalister på Lesbos har også delt materiale, hvor det ser ud som om, at den græske kystvagt forsøger at sænke eller stoppe en gummibåd med flygtninge og migranter. Der bliver også affyret skud i vandet ved siden af båden, som ligner, at de kommer fra kystvagten.

Du kan se begge klip i videoen øverst i denne artikel.

En talsmand for den græske regering afviste dog sent mandag, at der er blevet skudt mod flygtninge og migranter.

Moria-lejren er den største af de omkring 50 græske flygtningelejre. Der bor omkring 20.000 personer i lejren på den græske ø Lesbos, som egentlig kun har plads til 3.500 personer. (Foto: © ALKIS KONSTANTINIDIS, Scanpix)

Der er i det hele taget stigende utilfredshed med de mere end 40.000 flygtninge og migranter, der opholder sig på de græske øer.

20.000 af dem på Lesbos bor i lejren Moria på øen. Lokale har blokeret indgangen til lejren, så byggefolk og nødhjælpsorganisationer ikke har kunnet komme ind.

Hjælp, Frontex

Græske myndigheder siger, at de indtil videre har afvist op imod 10.000 mennesker - de fleste på land - efter Tyrkiet fredag åbnede grænsen.

Der har løbende været rapporteret om omkomne og tilskadekomne ved grænsen, og Tyrkiets præsident har sent mandag aften ifølge Reuters sagt, at græske grænsevagter har dræbt to migranter ved grænsen. Dette er dog ikke bekræftet.

En talsmand for den græske regering afviser helt over for Reuters, at der er blevet skudt mod flygtninge og migranter ved grænsen.

- Det er tale om bagvaskelse og bevidst misinformation, siger han videre.

Ifølge de græske myndigheder er de fleste migranter, som de pågriber ved grænsen i øjeblikket, fra Afghanistan og ikke Syrien. Afghanerne har nemlig dårligere forhold i Tyrkiet, hvor de har sværere ved at få opholdstilladelse.

Migranter begiver sig mod Tyrkiets grænse til Grækenland og Bulgarien, efter de tyrkiske myndigheders meddelelse om, at man ikke længere vil bremse migranterne. (Foto: © TOLGA BOZOGLU, Scanpix)

Grækenland har bedt den europæiske grænse- og kystvagt, Frontex', hurtige indsatsenhed, den såkaldte Rapid Border Intervention Team, om at komme til hjælp. Frontex har nu fem dage til at samle op mod 1.500 grænsebetjente fra en række EU-lande. Det vil igen være med til at gøre flygtningepresset til et fælles EU-anliggende.

Danmark er ifølge udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) endnu ikke blevet bedt om at hjælpe, men man afventer ifølge ministeren en anmodning fra Frontex.

Indtil videre har de græske myndigheder mere eller mindre opbakning til den lukkede grænse. Blandt andet har USA's præsident, Donald Trump, ifølge Reuters i en samtale med den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis udtrykt forståelse for retten til at opretholde loven ved landets grænser.

Desuden får Kyriakos Mitsotakis i dag fint besøg, når EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen og resten af EU-toppen, tropper op ved grænsen, så de selv kan få syn for sagen.

Ursula von der Leyen siger ifølge Ritzau, at hun har forståelse for Tyrkiets situation med flere millioner syriske flygtninge.

- Jeg anerkender, at Tyrkiet er i en vanskelig situation, hvad angår flygtninge og migranter. Men det, som vi ser nu, kan ikke være et svar eller en løsning, mener hun.

Derudover skal EU's udenrigsministre mødes senere på ugen for at diskutere situationen ved et ekstraordinært hastemøde i Kroatien.

Flere millioner af flygtninge og migranter

Tyrkiet er i de senere år kommet under stigende pres fra migranter, der ønsker at komme til Europa. Særligt krigen i Syrien har tynget tyrkerne, der i øjeblikket huser omkring 3,7 millioner syriske flygtninge. Derudover har den seneste tids voldsomme kampe i det nordlige Syrien fået flere syrere til at søge mod nabolandet.

Søndag opstod der kampe mellem migranter og græske sikkerhedsstyrker ved den græske grænseby Kastanies nær den tyrkiske by Edirne:

Tyrkiet indgik i 2016 en aftale om at stoppe flygtningestrømmen mod EU. Den går kort sagt ud på, at tyrkerne skal standse de flygtninge og migranter, der prøver at rejse mod Europa.

Til gengæld får landet knap 45 milliarder kroner i økonomisk støtte fra EU. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har flere gange truet med at rive aftalen i stykker og åbne grænserne.

Det tyrkiske kursskifte kom, efter 33 tyrkiske soldater i slutningen af sidste uge blev dræbt i Idlib-provinsen, efter Tyrkiet længe havde appelleret om støtte fra EU og Nato.