Det vækker opsigt og forargelse, at den engelske dronning Elizabeth har placeret 10 millioner pund (84 millioner kroner) i et skattely på Cayman Islands. Blandt de forargede stemmer på de sociale medier er den britiske Labour-leder, Jeremy Corbyn.
Afsløringen af dronningens private investeringer er en del af de såkaldte 'Paradise Papers', flere millioner dokumenter, som er blevet lækket til den tyske avis Süddeutsche Zeitung, og som et internationalt konsortium af undersøgende journalister; ICIJ, har arbejdet med, heriblandt journalister fra DR og Politiken.
Hertugdømmet Lancaster er dronningens private ejendom og har sørget for indtægter til den kongelige familie siden 1399. I dag fungerer det som et ejendomsselskab, der har omfattende besiddelser af jord og anden fast ejendom - og altså også investeringer i selskaber i skattely.
Forbrugsvarer på afbetaling
En mindre del af dronningens investeringer blev via en fond tilbage i 2007 investeret i Threshers-butikskæden, som solgte alkohol, inden den gik konkurs, mens andre blev placeret i BrightHouse, et firma, som er berygtet for at sælge forbrugsvarer på afbetaling til tårnhøje renter.
Der er ikke tale om ulovlige investeringer, men dronningens placering af sine midler vækker alligevel opsigt og bliver fordømt af flere toneangivende politikere med oppositionsleder Jeremy Corbyn i spidsen.
- #Paradisepapers beviser igen det, jeg sagde i premierministerens spørgetid: der er et sæt regler for de superrige og et andet sæt for os andre, når det gælder skattebetalinger.
Premierminister Theresa May har modsat Corbyn ikke reageret på Twitter på Paradise Papers-afsløringerne.
Tydelig i sin fordømmelse
Labour-parlamentsmedlemmet Grahame Morris er meget tydelig i sin fordømmelse af de kongelige investeringer.
- Det er skammeligt. Jeg er rystet over disse afsløringer. Selvom det var hertugdømmet Lancaster, som investerede pengene på Cayman Islands, så er det i sidste ende dronningens ansvar at sikre sig, at investeringer bliver foretaget på ansvarlig vis. Jeg tror ikke, at den britiske offentlighed vil være imponeret, siger Morris til The Mirror.
Journalisten David McClure har tidligere beskæftiget sig indgående med den engelske dronnings investeringer og er forfatter til bogen 'Royal Legacy' om, hvordan det britiske kongehus' økonomi fungerer.
- Vi forventer de højeste standarder, når det drejer sig om, hvordan hendes finansielle investeringer er placeret. Hvis hun kunne tjene 18 millioner pund sidste år på besiddelser i UK, hvorfor er det så nødvendigt at søge ekstra profitter i offshore-skattely?, spørger han på Twitter.
'Afsløret: Dronningens private selskab investerede millioner af pund i offshore-selskab', skriver The Guardian og fortæller, at repræsentanter for dronningens ejendom afviser, at hun skulle have fået skattefordele ud af sine investeringer i offshore-selskaberne.
Fulgte råd for rådgivere
Den ledende finanschef for dronningens Lancaster-selskab, Chris Adcock, siger til BBC, at man bare har fulgt de råd, som man har fået fra investeringsrådgivere.
- Hertugdømmet har kun investeret i velansete private equity-fonde efter kraftige råd fra vores investeringsrådgivere.
En anonym talsmand for hertugdømmet tilføjer, at man ikke har været bekendt med eventuelle skattefordele, og at dronningen i øvrigt frivilligt betaler skat.
- Vi har en række investeringer kørende og et fåtal af dem er placeret i oversøiske fonde. Alle vores investeringer bliver revideret og er lovlige. Dronningen betaler frivilligt skat af enhver indkomst, som hun får fra hertugdømmet, siger han til BBC.
De fleste store britiske medier beskæftiger sig med afsløringerne og fokuserer på dronningens investeringer.
- Dronningen blev trukket ind i en finansiel skandale i aftes, da det kom frem, at 10 millioner pund af hendes private formue står i offshore-skattely, skriver The Mirror.
Også The Sun beskæftiger sig med sagen:
- Dronningens private ejendom er blandt de megarige, som i hemmelighed har investeret penge i offshore-skattely, afslører en ny rapport, skriver The Sun.
The Telegraph konstaterer, at der ikke er nogen tegn på, at der er gjort noget galt, men at det er første gang, at dronningens offshore-investeringer bliver afsløret.
Mandag aften klokken 21.55 bringer DR en dokumentar, ”Dine penge i paradis”, der viser, hvordan også statslige midler føres via skattely.
Oplysningerne stammer fra lækkede dokumenter fra advokatfirmaet Appleby og fra offshorefirmaet Asiaciti samt 19 virksomhedsregistre fra forskellige skattely.
Dokumenterne blev lækket til den tyske avis Süddeutsche Zeitung, og er blevet givet videre til det internationale konsortium for undersøgende journalister, ICIJ, hvor DR Dokumentar er medlem.