Det er ikke kun politikere og embedsmænd, der i disse dage er draget til Paris for at forhandle en klimaaftale på plads.
I det store Le Bourget-konferencecenter lidt nordøst for byen, hvor FN’s klimatopmøde finder sted, er der også et rend af miljøforkæmpere, virksomhedsledere og mange andre slags aktivister.
De er alle taget til den franske hovedstad for at trænge igennem med deres budskaber og lægge pres på forhandlingerne.
DR Nyheder har spurgt tre af dem for at høre, hvorfor de er taget til Paris - og om de er optimistiske eller pessimistiske i forhold til, om klimaforhandlingerne kan munde ud i en reel klimaaftale.
Bill Weihl, bæredygtighedsdirektør for Facebook
- Jeg er optimistisk, hvad angår en klimaaftale. Stemningen er ved at skifte, når det handler om at gøre noget ved klimaproblemerne, og tingene bevæger sig fremad. Derfor tror jeg, at vi vil se reelle fremskridt denne gang, siger Bill Weihl, der har ansvaret for at gøre verdens største sociale medie mere klimavenlig.
- Det bliver dog ikke nok til at sikre, at klodens temperatur kun kommer til at stige med to grader (som er FN's mål, red.). Men det bliver et fremskridt, som vi kan bruge til at bevæge os videre fra, siger han.
Bill Weihl er selv taget til Paris for at fortælle de andre COP21-deltagere, hvad Facebook gør for at mindske virksomhedens klimaspor.
- Vi bruger en pæn portion energi for at holde gang i vores servere, og derfor er vi opmærksomme på, at vi skal bruge så lidt energi som muligt. Vi har gjort dem mere energieffektive. Og i år regner vi med, at 25 procent af den energi, vi bruger, kommer fra vedvarende energi. Vores mål er, at halvdelen af vores energi skal komme fra vedvarende energi i 2018, siger Bill Weihl.
- Vi bliver nødt til at få løst klimaproblemerne.
Gitte Hedehus, klimakampagnekoordinator for organisationen ”Act Now for Climate Justice”
- Vi vil meget gerne have en klimaaftale, og der skal nok komme en i Paris. Spørgsmålet er bare, om den lever op til vores forventninger, siger Gitte Hedelund, der står for at koordinere klimaindsatsen for ”Act Now for Climate Justice”.
- Der er jeg hverken optimistisk eller pessimistisk men nok et sted midt imellem. Jeg ville dog ønske, at jeg var mere optimistisk, for det er ved at være sidste chance, hvis vi skal bekæmpe den globale opvarmning, siger hun.
”Act New for Climate Justice” er en alliance af 140 lande og organisationer, der arbejder med udviklingshjælp.
- Vi ser meget tydeligt, at de mennesker, der rammes allerhårdest af klimaforandringerne, er nogle af de fattigste i verden. Det er folk, som ikke har let ved at komme i dialog med beslutningstagerne, og derfor er vi taget til Paris for at tale deres sag og påvirke de politiske processer.
FN’s mål er, at klodens temperatur maksimalt må stige med to grader celsius i år 2100.
Gitte Hedehus kæmper sammen med resten af organisationen for, at temperaturstigningen kun bliver på 1,5 grader.
- Som det ser ud nu, er det meget usandsynligt, at det kommer til at ske, siger hun.
Alina Saba, udsendt for “Asia Pacific Forum on Women, Law and Development”
- Jeg er ikke optimistisk, når det kommer til, hvad verdenslederne kan udrette i forhold til klimaforandringerne. Derfor bliver vi nødt til at styrke klimakampen, så vi kan holde dem ansvarlig, siger Alina Saba, der er taget til Paris for at repræsentere kvindesags-NGO’en ”Asia Pacific Forum on Women, Law and Development”.
- Men jeg er heller ikke pessimistisk, for jeg tror på solidaritet, og jeg er sikker på, at folk selv vil gøre noget for at bekæmpe klimaforandringerne. Vi skal ikke alene være afhængige af politikerne, siger hun.
Alina Saba er taget til klimatopmødet for at sikre sig, at der bliver taget hensyn til verdens kvinder i aftalen.
Derudover kæmper hun for, at den globale temperaturstigning kun må blive på 1,5 grader frem for de to grader, som FN går efter.
- Det ser dog ikke særlig godt ud lige nu. Men en klimaaftale i Paris er ikke alt, og som ung kvinde har jeg fremtiden foran mig. Derfor bliver vi nødt til at gøre noget mere selv, siger Alina Saba.