DR på Lesbos: Det flyder med redningsveste på stranden

Tusindvis af bådflygtninge er i år ankommet til den græske ferieø Lesbos. Og øen bærer tydeligt præg af de mange flygtninge, fortæller DR Nyheders udsendte.

  • Stranden på Lesbos er fyldt med efterladte redningsveste. (Foto: © Lau Kræn Svensson, DR)
  • Hver dag ankommer mere end 600 bådflygtninge til Lesbos. (Foto: © Lau Kræn Svensson, DR)
  • (Foto: © Lau Kræn Svensson, DR)
  • (Foto: © Lau Kræn Svensson, DR)
  • (Foto: © Lau Kræn Svensson, DR)
  • (Foto: © Lau Kræn Svensson, DR)
1 / 6

Normalt er det badehåndklæder og solparasoller, man skal zigzagge udenom, når man spadserer langs vandkanten på de græske øer.

Men på denne stenstrand på ferieøen Lesbos er det de store bunker af henkastede orange redningsveste og sorte gummi-redningskranse, man skal være opmærksom på.

Det fortæller DR Nyheders Maja Flinthøj.

Hun befinder sig på den græske ø, som siden årsskiftet har taget imod mere end 32.000 bådflygtninge fra lande som det borgerkrigshærgede Syrien, Irak, Afghanistan samt en række afrikanske lande.

- Det flyder bogstaveligt talt med redningsveste på stranden. Der må have ligget mere end 300 veste dernede, fortæller Maja Flindthøj, der har stået på stranden siden morgensolen ramte det azurblå hav.

Hver eneste dag ankommer flere end 600 flygtninge til øen, og de kommer sejlende i gummibåde fra Tyrkiet, som ligger små 20 kilometer fra strandkanten. Bådene punkterer de efterfølgende og efterlader dem på stranden.

- Det gør de, fordi de er bange for at blive sendt tilbage til Tyrkiet, fortæller Maja Flinthøj.

Nyt fordelingssystem til debat

Lesbos er sammen med en række andre græske øer kommet i det internationale søgelys, efter et stigende antal flygtninge er begyndt at bruge dem som landingssted, når de vil ind i Europa.

Ifølge FN har Grækenland modtaget omkring seks gange flere flygtninge i 2015 end i samme periode i 2014. Samtidig er landet midt i en økonomisk krise, der gør, at situationen for de mange flygtninge er særligt udfordret.

Tirsdag skal EU’s indenrigs- og justitsministre diskutere, hvordan medlemslandene skal fordele 40.000 asylansøgere, som lige nu befinder sig i både Grækenland og Italien.

Ifølge FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) er der alene i år ankommet flere end 137.000 udokumenterede migranter til Europa. I samme periode sidste år ankom godt 75.000 personer.

Udgangspunktet for mødet i EU er et forslag fra EU-Kommissionen: et kvotesystem, der skal fordele migranter og asylansøgerne. Men det kan blive svært at få EU-landene til at enes om det, lyder vurderingen.

Børn og kvinder i vejkanten

Grækenland har alene i år modtaget mere end 68.000 bådflygtninge, og landet er hårdt presset af flygtningestrømmen.

Og selvom Maja Flinthøj ikke selv har set nogle flygtningebåde ankomme endnu, så hun masser af flygtninge, der opholdt sig i vejkanten, da hun kørte fra hotellet til stranden.

- De fleste var mænd. Men der var også kvinder og små børn, der havde ligget og sovet i vejkanten. De lignede dyr, siger Maja Flinthøj.

Hos Red Barnet er der også fokus på den kritiske situation i Grækenland. Her vil man inden for de nærmeste dage igangsætte en nødhjælpsindsats for de mange flygtninge, der ankommer til øerne.

Hedinn Halldorsson, der er katastrofe- og kommunikationsmedarbejder i Red Barnet, har selv netop besøgt flygtningelejre på blandt andet Lesbos og Kos, som også modtager mange bådflygtninge hver eneste dag.

- Situationen var ret dårlig, langt værre end jeg havde forventet. Jeg vidste godt, at det var slemt, men var ikke forberedt på det, som jeg så, fortalte han søndag til DR Nyheder.

Ifølge Hedinn Halldorsson er der lige nu behov for helt basale ting som vand, mad og tag over hovedet til flygtningene.

(Foto: © Grafik Mie Hvidkjær, DR Nyheder)