Flere danske turister har ekstra bagage med, når de tager på ferie på øen Lesbos i Grækenland.
Turisterne har nemlig fået lov af rejseselskabet Spies til at tage ekstra tøj og ting med til de mange bådflygtninge, der lige nu er på øen.
Omkring 20 turister har tilsammen taget 400 kilo ekstra bagage med til flygtningene.
Tusindvis af mennesker flygter
Der har ikke været så mange mennesker på flugt siden 2. Verdenskrig for 70 år siden.
Og tusindvis af dem ankommer med usikre både til øen Lesbos i Grækenland.
Flygtningene kommer fra mange steder i verden, for eksempel Syrien, hvor der er krig lige nu.
Turisternes tøj bliver delt ud
Når flygtningene sejler over Middelhavet til Grækenland, kan de ikke have mange ting med, fordi der er mange mennesker med bådene.
Det er derfor, turisterne tager tøj med til dem fra Danmark.
Når turisterne ankommer til Lesbos giver de tøjet til en guide, som sørger for at aflevere det i flygtningelejrene, hvor flygtningene bor.