DR i Kina: Her taler man ikke om dødsstraf

Dødsstraf fylder ikke meget i den kinesiske bevidsthed, selv om landet ifølge Amnesty henretter flere end resten af verden tilsammen.

Antallet af henrettelser er en statshemmelighed i Kina. (Foto: © David Silverman, 2011 David Silverman)

Kina gennemfører flere henrettelser end resten af verdens lande tilsammen. Det viser en ny rapport fra Amnesty International.

Men i Kina er dødsstraf ikke rigtigt noget, man overhovedet taler om, fortæller DR’s Asien-korrespondent, Philip Khokhar, fra Beijing.

- Medierne er styret af staten, og det er meget, meget sjældent, at man går ud og fortæller, at folk er blevet henrettet. Og derfor tror jeg, rigtigt mange kinesere ville være temmelig overraskede, hvis de vidste, at Kina henretter flere mennesker end resten af verdens lande tilsammen.

- Jeg har endda mødt kinesere, som slet ikke ved, at der eksisterer dødsstraf her i landet.

Hemmelighedskræmmeri og mørketal

Amnesty International tør ikke sætte tal på præcis, hvor mange mennesker der er blevet henrettet i Kina sidste år. Men tallet er højt. Langt højere end de kinesiske myndigheder vil vedkende sig, lyder det i rapporten.

- De kinesiske henrettelser burde nemlig alle være registreret i et register, men ifølge Amnestys stikprøver fra blandt andet de kinesiske medier, så er det kun en brøkdel af henrettelserne, som faktisk bliver registreret.

- Samtidig tæller kineserne heller ikke henrettelser i forbindelse med terror, narkotika og det man kalder statens sikkerhed med. Og det bliver en slags kattelem, som kineserne kan bruge til at undgå at fortælle om dødsstraf, siger Philip Khokhar.

Fire dødelige lande

Ifølge Amnesty International henrettede resten af verdens lande sidste år 1.023 personer. Det er et fald på 37 procent fra 2015, hvor man så det højeste antal henrettelser i 25 år.

Udover Kina stod blot fire lande for hele 87 procent af alle registrerede henrettelser sidste år.

På listen efter Kina kommer Iran, Saudi-Arabien, Irak og Pakistan.