Alles øjne vil være rettet mod Donald Trump, når den første store tv-debat i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat løber af stabelen torsdag aften på Fox News. Selv om Trump har benyttet ufine metoder og talt grimt om sine modkandidater, så håber han på en sober debat.
- Jeg vil ikke angribe nogen, og måske bliver jeg angrebet - måske ikke. Jeg vil helst bare diskutere emnerne, siger Donald Trump ifølge abc News.
- Hvis jeg bliver angrebet, så må jeg prøve at svare igen, men jeg vil gerne have, det bliver sobert. Det er de 10 kandidater, der fører meningsmålingerne, der stiller op i torsdagens debat. Donald Trump ligger klart i spidsen af målingerne med hele 25 procent og kommer til at stå i midten af panelet ved siden af den nærmeste rival Jeb Bush.
Kritikere er ude i kulden
Trump glæder sig over, at to af hans største kritikere Lindsey Graham og Rick Perry ikke er blandt de 10. - Jeg er beæret over at se, at to personer, som har angrebet mig ondskabsfuldt, er gået markant tilbage. Lindsey Graham gik helt ned på nul, så vælgerne har været fantastiske, lyder det hånligt fra Donald Trump. Trump forventer at blive skydeskive under debatten. Men han holder fast i sine standpunkter. - Vores nation har alvorlige problemer. Politikerne har drevet os ud over afgrunden. De ved ikke, hvad de laver. De er gode til at blive valgt, men når det er sket, så gør de ingenting, siger Donald Trump.
Hans motto under kampagnen har været "Make America great Again" - Ordet "igen" er vigtigt, for nu er vi nummer to efter Kina, og vi er på vej længere ned. Vi er nummer 25 i verden, når det gælder uddannelse, og vi bruger flere penge per elev end noget andet land i verden. - Vi er på vej ned i så mange henseender. Jeg var stolt over at bringe immigration på banen, jeg fik meget kritik i starten, men nu siger alle, at det var rigtigt, og de undskylder over for mig, fortæller Donald Trump til abc News.
Sammenligning med Reagan
Donald Trump er klar til at forsvare sig, hvis nogen af rivalerne kalder ham en vendekåbe, fordi han førhen har beskrevet sig selv som venstreorienteret (på amerikansk 'liberal', red.) i sociale spørgsmål. I så fald er han klar med en sammenligning med tidligere præsident Ronald Reagan.
- Jeg har udviklet mig som andre. Ronald Reagan udviklede sig. Han var en slags venstreorienteret som ung mand, han blev republikaner og gjorde det rigtig godt. Jeg har stor respekt for ham. Jeg kendte ham og hjalp ham. Han kunne lide mig, og jeg kunne lide ham, siger Donald Trump. - Jeg tror, alle har skiftet mening om forskellige ting. Men jeg har altid været hård på nogle vigtige områder.