Når den nordkoreanske udenrigsminister, Ri Yong-ho, over de næste to dage mødes med sin svenske kollega, Margot Wallström, i Stockholm, er det sandsynligt, at de skal diskutere et eventuelt møde mellem USA’s præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
Besøget betragtes i sig selv som usædvanligt, idet Ri Yong-ho sjældent foretager rejser uden for Nordkorea, og det kan ses som et tegn på, at nordkoreanerne stadig har intentioner om at mødes med den amerikanske præsident.
Sådan lyder det fra Camilla Nørup Sørensen, der er adjunkt ved Forsvarsakademiet med speciale i asiatisk sikkerhedspolitik.
Og der er en grund til, at Sverige spiller en rolle i den sammenhæng.
Sverige har nemlig ambassade i nordkoreanske Pyongyang og bliver betragtet som et land, der ser Nordkorea som en legitim stat i international sammenhæng.
- Ved at have en ambassade og dermed diplomatiske relationer til Nordkorea har Sverige været den forbindelse, som USA - og andre lande - har haft til at tale med Nordkorea.
- Derfor kan det også være en slags neutral grund, hvis et eventuelt møde mellem Kim Jong-un og Donald Trump skal afholdes, siger hun.
Meget få informationer om møde mellem USA og Nordkorea
Mødet mellem de to udenrigsministre kommer umiddelbart efter nyheden om, at Donald Trump og Nordkoreas leder har indvilliget i at mødes inden udgangen af maj.
Men siden en sydkoreansk delegation var i USA for at få Donald Trump til at acceptere invitationen fra Nordkorea, er der ikke kommet meget ud om selve mødet.
At Ri Yong-ho overhovedet har taget turen til Stockholm, kan derfor ifølge Camilla Nørup Sørensen ses som noget positivt.
- Man har jo sprunget alle de diplomatiske mellemregninger over, man normalt ser i forhold til at afvikle et topmøde, og dem skal man så fylde ud nu, siger hun og fortsætter:
- Vi ved, at der skal være et møde, men ikke hvordan eller hvor det skal foregår eller noget om dagsordenen, andet end denuklearisering af den koreanske halvø. Det er jo afgørende, hvor det skal afholdes henne, siger hun.
Hun peger på, at nordkoreanerne eksempelvis ikke ønsker, det skal afholdes i Kina.
Ifølge Camilla Nørup Sørensen er det dog endnu for tidligt at vurdere, hvor stort et skridt mødet mellem Ri Yong-ho og den svenske udenrigsminister er.
- Det er en positiv udvikling, men man tænker hele tiden over, hvor skrøbeligt det hele er, og hvor hurtigt det kan falde til jorden.
Ikke for store forventninger
Ifølge chefen for Institut for sikkerheds- og udviklingspolitik i Stockholm, Niklas Swanström, skal man heller ikke have for store forventninger til, hvad der kan komme ud af mødet.
- Det, Sverige kan gøre, er at tilbyde en platform til dialog. Sveriges muligheder er begrænsede, vi arbejder med tillid mere end noget andet, siger han til den svenske avis Dagens Nyheter og vurderer, at USA formentlig vil blive diskuteret på mødet.
Den 61-årige Ri Yong-ho har været udenrigsminister i Nordkorea siden 2016.
Han er kendt for sjældent at forlade Nordkorea og skabte overskrifter, da han i efteråret sammenlignede præsident Donald Trump med en gøende hund kort inden et besøg i New YorK, hvor han skulle tale til FN’s generalforsamling.