Det svenske udenrigsministerium bekræfter, at Nordkoreas udenrigsminister, Ri Yong-ho, er på vej til Stockholm.
Det sker samtidig med, at et topmøde mellem Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og USA's præsident, Donald Trump, er ved at blive planlagt.
Det svenske udenrigsministerium oplyser, at Ri og hans svenske kollega, Margot Wallström, vil fokusere på "Sveriges konsulære fuldmagt for USA, Canada og Australien".
De skal også tale om, hvordan situationen er på den koreanske halvø lige nu.
Det er et emne, der står højt på dagsordenen i FN's Sikkerhedsråd. Her er Sverige lige nu medlem.
Nordkorea er ramt af FN-sanktioner efter atomprøvesprængninger og forsøg med langtrækkende raketter.
Mødet mellem Trump og Kim skal ifølge USA finde sted i maj.
/ritzau/