USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, bliver stævnet for ikke at have afleveret efterspurgte dokumenter i forbindelse med den såkaldte whistleblower-sag.
I stævningen fra tre udvalgsformænd fra Kongressen, demokraterne Adam Schiff, Eliot Engel og Elijah Cummings, slår de fast, at det vil blive set som et forsøg på hindre Kongressens efterforskning, hvis udenrigsministeren ikke udleverer dokumenterne.
Ifølge demokraterne har udenrigsministeren flere gange undladt dette.
Og det "svækker Kongressens evne til at leve op til dens forfatningsmæssige ansvar om at beskytte vores nationale sikkerhed og vores demokratis integritet", skriver de.
Stævningen er led i rigsretsprocessen mod præsident Trump, som mistænkes for at have misbrugt sin magt i et forsøg på at grave skidt frem om sin politiske modstander Joe Biden.
Præsidenten afviser at have handlet forkert og kalder processen "en heksejagt".
Opkald til Ukraines præsident
Omdrejningspunktet for sagen er et opkald fra slutningen af juli mellem præsident Trump og den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij.
Her beskyldes præsident Trump for at have lagt pres på den dengang nyvalgte præsident for at få ham til at indlede en undersøgelse mod tidligere vicepræsident Joe Biden, som ønsker at være præsidentkandidat i 2020.
Samtalen mellem de to præsidenter kan du lytte til her, hvor en dansk udgave bliver læst op af to af P1 Morgens journalister.
Formanden for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, Adam Schiff, har gjort klart, at man udsender stævninger og iværksætter høringer i de kommende uger, hvor Kongressen ellers har indstillet arbejdet.
Det er i den forbindelse, at Pompeo er blevet bedt om en liste med navne, der kan have overhørt opkaldet eller have informationer om sagen.
Højtstående ukrainere afviser Biden-skandale
Det er ikke kun i Washington, at whistleblower-sagen i disse dage er i fokus.
I Ukraine har man fået en ufrivillig hovedrolle i det store drama.
Her har landets tidligere udenrigsminister, Pavlo Klimkin, kategorisk benægtet præsident Trumps beskyldninger mod Joe Biden.
Du kan blive meget klogere på, hvad en rigsretssag er i videoen her:
Ifølge den amerikanske præsident pressede Biden, mens han var vicepræsident, på for at få Ukraines rigsadvokat, Viktor Sjokin, fyret for at forhindre ham i at efterforske gasselskabet, hvor Bidens søn, Hunter Biden, sad i bestyrelsen.
Men det afviser den tidligere udenrigsminister altså over for BBC. Han siger, at Viktor Sjokin blev fyret for korruption.
Hunter Biden sad i bestyrelsen hos det ukrainske gasselskab Burisma, mens hans far stod i spidsen for Obama-regeringens diplomatiske aktiviteter med Ukraine.
Det gav bekymringer om interessekonflikter, men der har ikke været bevis for nogen form for forseelser, skriver nyhedsbureauet AP.
Ukraines topembedsmand i forhold til korruptionsbekæmpelse, Nazar Kholodnitskiy, siger ligeledes ifølge nyhedsbureauet AP, at hverken Joe eller Hunter Biden er nævnt i sagen om Burisma.