Uret tikker for golfstaten Qatar.
Hvis ikke landet lukker tv-stationen Al Jazeera, afbryder forbindelserne til Iran og betaler erstatninger, så kan der komme flere sanktioner mod Qatar.
Sådan lyder bare tre af de i alt 13 krav, som fire lande for lidt over en uge siden stillede som ultimatum til Qatars regering.
Fristen for at svare er ved udgangen af i dag, søndag, skriver Reuters.
Qatar: Krav vil blive afvist
Qatars udenrigsminister, Sheikh Mohammed bin Abdulrahman al-Thani, siger på et pressemøde i Rom, at landet ikke har tænkt sig at bøje sig for kravene, men at han er klar til at sætte sig til forhandlingsbordet.
- Listen med krav vil blive afvist. Det er ikke meningen, at de skal accepteres eller forhandles, siger udenrigsministeren.
- I stedet for principielt at afvise er vi klar til at tale om de korrekte forudsætninger for mere dialog, siger han ifølge nyhedsbureauet.
De fire lande, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten, har blandt andet anklaget Qatar for at støtte terrorisme og for at have allieret sig med Iran.
Har afvist anklager
Anklagerne er flere gange blevet afvist af Qatar, og landets udenrigsminister tilføjer, at ingen andre lande har ret til stille ultimative krav over for et selvstændigt land.
De fire golfstater, der har stillet krav til Qatar, har tidligere sagt, at kravene ikke er til forhandling.
En lang række andre lande i Afrika og i Mellemøsten har også lagt de diplomatiske forbindelser til Qatar på is.
Krisen har ramt rejser til og fra golfstaten, gjort import af fødevarer mere besværlig og har presset Qatar til at nærme sig landene Iran og Tyrkiet.
Landets eksport af blandt andet gas og olie er dog endnu ikke blevet ramt af sanktionerne, skriver Reuters.
De fire lande kræver blandt andet, at Qatar skal:
- •
Lukke mediet Al Jazeera
- •
Stoppe for tilkendelse af statsborgerskaber og udvise samtlige borgere fra Saudi-Arabien, Oman, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater
- •
Udlevere samtlige personer, der er eftersøgt for terrorisme i de fire lande.
- •
Stoppe økonomisk støtte til organisationer, der er kategoriseret som terrorgrupper af USA.
- •
Kappe alle bånd til Det Muslimske Broderskab, Hisbollah, al-Qaeda, Islamisk Stat og al-Nusra.
- •
Udlevere oplysninger om økonomisk støtte til oppositionen i Saudi-Arabien og andre nationer.
- •
Lukke tyrkisk luftbase i Qatar. Kilde: AP