Arabiske lande stiller 13 krav for at ophæve Qatarboykot

Luk al-Jazeera, drop Iran, luk tyrkisk base, lyder nogle af 13 krav fra arabiske lande, der boykotter Qatar.

Fire arabiske lande, der boykotter Qatar, har fredag stillet et ultimatum til regeringen: Luk tv-stationen al-Jazeera, afbryd forbindelserne til Iran, luk en tyrkisk base i landet og betal erstatninger.

I alt er der oplistet 13 krav fra Saudi-Arabien, Egypten, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater.

Formålet er formentlig, at det velhavende Qatar skal opgive de sidste 20 års aktivistiske udenrigspolitik.

- Kravene er så aggressive, at det lige nu er tæt på umuligt at se en løsning på konflikten, siger Olivier Jakob, der er strategimedarbejder i olieselskabet Petromatrix.

Kravene er udleveret med Kuwait som mellemmand. Qatar anser ikke kravene for at være realistiske at indfri. Det oplyser Sheikh Saif al-Thani, der leder kommunikationsafdelingen i Qatars regering.

- Vi vil gennemgå listen af krav ud af respekt for regional sikkerhed. Og der vil komme et officielt svar fra vores udenrigsminister, siger han.

10 dage til at opfylde krav

Udenrigsminister Mohammed bin Abdulrahman al-Thani sagde mandag, at Qatar ikke vil forhandle med de fire boykotlande, før de økonomiske og diplomatiske forbindelser og transporten med omverdenen er genoprettet.

De fire boykotlande beskylder Qatar for at finansiere terrorisme, skabe uro i Mellemøsten og være for tæt på Saudi-Arabiens ærkefjende, Iran.

USA har baser i Qatar, som bruges til at bekæmpe Islamisk Stat i Syrien og Irak. Udenrigsminister Rex Tillerson har tidligere opfordret boykotlandene til at stille "rimelige og gennemførlige" krav.

En embedsmand fra en af de fire nationer siger til Reuters, at Qatar har 10 dage til at at opfylde kravene.

Qatar er en halvø, der er forbundet med Saudi-Arabien. Landet har allerede problemer med at importere nok fødevarer og materialer. Qatar står over for en kæmpe opgave i 2022, hvor landet er vært for VM i fodbold.

Hvis boykotten varer længe, er VM-værtskabet i fare.

/ritzau/Reuters