Erhvervslivet: Britisk EU-farvel bliver ingen økonomisk katastrofe

Danske eksportvirksomheder er omstillingsparate og skal nok finde nye markeder, hvis Storbritannien forlader EU, mener Dansk Erhverv.

Ukip-lederen Nigel Farage har længe kæmpet for, at Storbritannien skal forlade EU. (Foto: © Facundo Arrizabalaga, Scanpix)

Hvad kommer det til at betyde for dansk økonomi, hvis briterne vælger at forlade EU-samarbejdet og det indre marked?

Det er et af de spørgsmål, som optager mange danske virksomheder inden næste uges afstemning om briternes fremtid i EU.

Storbritannien er nemlig Danmarks femtestørste eksportmarked, og danske virksomheder eksporter årligt for 70 milliarder kroner til briterne, viser tal fra Danmarks Statistik.

Men spørger man interesseorganisationen Dansk Erhverv, som repræsenterer 17.000 danske virksomheder og 100 brancheorganisationer inden for blandt andet handel og transport, vil et britisk EU-exit på længere sigt ikke få den helt store betydning for det danske erhvervsliv.

Ingen katastrofe

- Danske eksportvirksomheder er rimelig omstillingsparate, og hvis det bliver sværere for dem at afsætte deres varer i Storbritannien, skal de nok finde andre markeder, hvor de kan afsætte deres varer. Og det er jo ikke sådan, at vi ikke vil handle med Storbritannien længere, selvom de ikke er en del af EU. Vores tredje- og fjerdestørste eksportmarkeder er henholdsvis USA og Norge, og de er ikke en del af EU, siger Steen Bocian, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

- Så det kan godt være, at det bliver mere bøvlet at handle, og at det rammer økonomien negativt. Men et britisk EU-farvel vil ikke være nogen katastrofe for dansk økonomi.

Hav af ubekendte faktorer

Briterne skal stemme om deres EU-fremtid den 23. juni, og hvis de vælger at forlade unionen, skal de først derefter forhandle deres nye vilkår på plads med de tilbageværende EU-lande.

Det har de to år til at nå til enighed om, og cheføkonomen understreger, at der er et hav af ubekendte faktorer, som kan komme til at spille ind, hvis det skulle komme så vidt.

På kort sigt vil et britisk farvel til EU skabe en del usikkerhed og forvirring, som uundgåeligt vil ramme det danske erhvervsliv, siger Steen Bocian.

- Det vil føre til en lavere vækst og en lidt svagere økonomi, og der kan være virksomheder, som bliver nødt til at afskedige medarbejdere. Den usikkerhed vil vare så længe, politikerne prøver at finde nye handelsløsninger.

Danske job vil forsvinde

Ifølge Danmarks Statistik er 45.000 danske job inden for især industrien, handels- og transportområderne bundet op på den danske eksport til briterne.

Og ifølge både Finansministeriet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-Rådet) kan et britiske EU-exit betyde, at danske virksomheder bliver nødt til at fyre medarbejdere. Ifølge AE-Rådet kan det betyde 13.000 færre job i 2020.

Spørger man industriens interesseorganisation, Dansk Industri, er det endnu for tidligt at spå om, hvilke langsigtede konsekvenser et britisk EU-farvel vil få for dansk økonomi.

Underdirektør Anders Ladefoged mener dog, at det er "overvejende sandsynligt", at et britisk exit af EU isoleret set kan få en negativ effekt på de danske virksomheder.

Alene usikkerheden kan lige nu mærkes på markederne, siger han.

- Lige nu er der en reel risiko for, at briterne vælger at forlade EU-samarbejdet, og det kan man allerede se på markederne, hvor værdien af pundet eksempelvis er faldet. Folk er nervøse, og hvis pundet bliver ved med at falde, kan det få direkte konsekvenser for de danske virksomheder, da det vil gøre deres varer endnu dyrere, siger Anders Ladefoged, underdirektør i Dansk Industri.

Mindre interessant investeringsland

Han understreger, at det kan få store konsekvenser for EU’s økonomi som helhed, hvis et stort land som Storbritannien vælger at forlade unionen.

- Der er dog mange hvis’er i det her spørgsmål, og på længere sigt afhænger det helt af, hvilke samhandelsaftaler Storbritannien og EU når frem til. Hvis markedsvilkårene for udenlandske virksomheder i Storbritannien eksempelvis bliver værre, vil det også ramme danske virksomheder. Men det vil også gøre det britiske marked mindre interessant for danske virksomheder at investere i, siger Anders Ladefoged.