Skræk for britisk EU-farvel giver pundet en mavepuster

Et stormvejr er ved at trække sig op på valutamarkederne, lyder det fra ekspert om udsigten til et brexit.

At så mange pund fosser ud af Storbritannien kan føre til en dyr sommerferie for briterne, da pundet kan risikere at falde betydeligt i værdi mod andre valutaer. (Foto: © WILL OLIVER, Scanpix)

Lørdag bliver dronning Elizabeth II's fødselsdag fejret i Londons gader, og for en stund glider det alle er optaget af i Storbritannien - afstemningen om fortsat medlemskab af EU senere på måneden - i baggrunden.

Turister, der overværer lørdagens store parade til ære for den 90-årige monark, kan så glæde sig over, at det er blevet billigere at veksle til britiske pund. Frygten for, at briterne forlader EU er tiltagende, og derfor søger investorerne over i andre valutaer.

En måling fredag viste, at 55 procent af de vælgere, der har besluttet sig for, hvad de vil stemme 23. juni, går ind for et britisk farvel til EU.

Og det sendte rystelser gennem valutamarkederne. Pundet faldt fredag 1,4 procent mod den amerikanske dollar. Dollaren blev desuden styrket 0,6 procent over for euroen.

- At være på markedet i disse dage er som at sidde på stranden efter en dag i solen vel vidende, at en mørk storm hastigt nærmer sig i horisonten. Det er kun et spørgsmål om tid, før det begynder at styrtregne, siger Christopher Vecchio, valutaanalytiker hos DailyFX til nyhedsbureauet AFP.

Den japanske yen, der traditionelt anses for en sikker havn at søge ly i, når det trækker op til uvejr på markederne, endte fredagen med at stige over for en række valutaer.

/ritzau/