Boris Johnson: Vi er stadig en del af Europa

Den tidligere London-borgmester var en af frontpersonerne i kampagnen mod EU.

Boris Johnson var glad for resultatet af gårsdagens EU-afstemning. (Foto: © pool, Scanpix)

Det kan godt være, at et flertal af briterne har besluttet, at Storbritannien skal forlade EU. Men det betyder ikke, at briterne bliver mindre europæiske, når de forlader unionen.

Det fastslog den konservative Boris Johnson, der var en af frontpersonerne i kampagnen mod EU, da han mødte pressen for første gang siden afstemningen.

- Vi er en del af Europa, og vi vender ikke Europa ryggen. Vores børn og børnebørn vil fortsat kunne rejse til resten af Europa, og vi vil fortsat være et venligt og åbent land, sagde Boris Johnson og understregede, at afstemningen ikke handlede om, at briterne nu vil isolere sig.

Den handlede derimod om at tage magten tilbage fra Bruxelles og genvinde kontrollen over eksempelvis landets grænser, og derfor er han glad for resultatet, hvor 51,9 procent af briterne stemte for at forlade unionen.

- Vi skal finde vores stemme i verden igen. En stemme, der svarer til, at vi er verdens femte største økonomi. Det bliver en kraftfuld, fordomsfri og menneskelig stemme, sagde Boris Johnson, der tidligere var borgmester i London.

Ideen om EU var god

Han sagde, at ideen om EU var nobel, dengang unionen blev skabt.

Men ifølge Boris Johnson passer samarbejdet ikke længere til Storbritannien, og derfor er han glad for, at briterne nu forlader det.

- Nu kan de unge briter se frem til en mere sikker og blomstrende fremtid, sagde han og påpegede, at briterne har talt demokratiets sag i både Storbritannien og resten af Europa.

- Det kan vi være stolte af, sagde Boris Johnson, der ellers blev mødt af buh-råb og protester, da han tidligere på dagen forlod sit hjem i London.

Ros til Cameron

Eksborgmesteren blev flankeret på scenen af landets nuværende justitsminister, Michael Gove, der også stod i spidsen for 'forlad EU'-kampagnen.

Han understregede også, at Storbritannien altid har været "et åbent land", og at dagens resultat giver briterne en ny mulighed for at udvide og styrke denne åbenhed.

- Vi kan opbygge et bedre forhold til vores europæiske naboer ved at arbejde sammen med dem, sagde han.

Michael Gove roste også landets nuværende premierminister, David Cameron, som tidligere på dagen har meddelt, at han trækker sig som premiereminister inden oktober.

David Cameron stod nemlig i spidsen for 'forbliv i EU'-kampagnen, og han erkendte, at han ikke kunne fortsætte, nu hvor han havde tabt afstemningen.

Både Michael Gove og Boris Johnson er ifølge politiske iagttagere gode bud på politikere, der kan overtage posten.

Men ingen af dem nævnte, om de har planer om at gå efter posten. Boris Johnson valgte ligesom Michael Gove at rose David Cameron.

- Det er en sørgelig beslutning, men jeg respekterer den. Han er en af vor tids mest ekstraordinære politikere, sagde han blandt andet fra talerstolen.