Bourbon, Harley-Davidson og tranebær: Sådan vil EU ramme Trump, hvor det gør ondt

USA's nye toldsatser på stål vil blive besvaret med told, der rammer republikanske stater.

(© Scanpix)

USA's nye toldsatser på import af stål og aluminium fra Europa kommer ikke som nogen overraskelse i Bruxelles.

EU har for længst udarbejdet en liste over amerikanske produkter, som kunne blive ramt af told, hvis USA's præsident, Donald Trump, gjorde alvor af sin trussel.

Listen er nøje udarbejdet for at gå ud over ærkeamerikanske produkter - men også for at ramme specifikke stater, hvor det vil gøre ondt på Trumps parti, Republikanerne.

Her er nogle eksempler fra EU's liste og en forklaring på, hvem det går ud over:

Motorcykler

Donald Trump mødtes med repræsentanter for motorcykelfabrikken Harley-Davidson i Det Hvide Hus sidste år. (Foto: © Carlos Barria, Scanpix)

Tre typer af motorcykler optræder på EU's liste, og her handler det primært om at ramme Harley-Davidson.

Den ikoniske amerikanske motorcykelfabrikant hører hjemme i staten Wisconsin, hvor lederen af det amerikanske underhus, Repræsentanternes Hus, Paul Ryan er valgt.

Wisconsin har også en betydelig produktion af tranebær, som nævnes hele elleve gange på EU's liste.

Paul Ryan, som har meddelt, at han ikke genopstiller ved midtvejsvalget senere i år, er blandt de fremtrædende republikanere, der offentligt har taget afstand fra Trumps beslutning om at lægge told på stål og aluminium fra Europa, Canada og Mexico.

Bourbon

Bourbon som Jim Beam bliver produceret i staten Kentucky. (Foto: © MOHAMED AZAKIR, Scanpix)

Det andet kammer i Kongressen i USA, Senatet, har også en republikansk leder. Han hedder Mitch McConnell og kommer fra staten Kentucky.

Heri ligger en væsentlig del af forklaringen på, at EU har stort fokus på bourbon-whisky, når det gælder modsvar på Trumps told.

Selvom verdens bedst sælgende bourbon, Jack Daniel's, faktisk bliver produceret i nabostaten Tennessee, så er Kentucky med mærker som Jim Beam, Wild Turkey og Four Roses blevet synonym med den amerikanske udgave af whisky.

Appelsinjuice

Appelsiner er en vigtig eksportvare for Florida. (Foto: © Uffe Weng, Scanpix)

Som de fleste ved, bliver amerikanske valg ofte afgjort af de såkaldte svingstater - det vil sige stater, hvor det ikke på er givet, hvilket af de store partier, Republikanerne og Demokraterne, der vinder.

Den største af svingstaterne hedder Florida, som blandt meget andet er kendetegnet ved, at den tegner sig for 60 procent af den amerikanske eksport af appelsinjuice.

EU har gode erfaringer med at bruge appelsinjuice som et handelsvåben. I 2002 overvejede præsident George W. Bush at lave et indgreb mod import af stål til USA, men han trak i land, da EU truede med lægge afgifter på en lang række varer – blandt andet appelsinjuice.

George W. Bush' lillebror, Jeb Bush, var på daværende tidspunkt guvernør i netop Florida.

Tobak

Tobaksplanter er en vigtig afgrøde i North Carolina (arkivfoto). (Foto: © Randall Hill, Scanpix)

Et andet eksempel på "appelsinjuice-taktikken" er tobak - et ord, der optræder 26 gange på EU's liste.

Her er det en anden svingstat - North Carolina - som sidder tungt på de amerikanske eksportindtægter.

Derfor vækker Donald Trumps told - og det forventede modsvar fra EU - da også betydelig bekymring.

- Alt, der påvirker eksporten af tobak, påvirker virkelig North Carolina, siger formanden for statens landmænd, Larry Wooten.