Det kan ende som en dyr omgang for USA, at der nu bliver lagt told på import af stål og aluminium fra EU, Mexico og Canada.
For ikke overraskende har de nye toldsatser vakt vrede og skuffelse hos handelspartnerne, som har varslet modtræk i form af told på import af en række amerikanske varer.
- I EU bringer man nu sagen for verdenshandelsorganisationen WTO for at få klarlagt, om den forhøjede told er uberettiget, og så har man en ti sider langt modsvar klar med muligheder for forhøjet told på varer fra USA, siger DR's EU-korrespondent Ole Ryborg.
Blandt andet vil det omfatte tobak, fødevarer og tekstilgrupper, alt sammen udvalgt ud fra hvor i landet, det bliver produceret.
- Man har nøje udvalgt dem efter at ramme delstater, hvor det kan komme til at gøre særlig ondt på USA's præsident Trump, siger Ole Ryborg.
EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, har beklaget meldingen fra USA, og kaldt det en dårlig dag for den globale samhandel.
- Det er helt uacceptabelt, at et land vælger at føre ensidig politik, når det gælder verdenshandlen.
Den amerikanske præsident annoncerede de nye toldsatser i marts, men indtil nu har både EU, Canada og Mexico været undtaget og forhandlet om en løsning.
Told indført for beskyttelse
I EU vil man ikke foretage sig yderligere udover det, der er meldt ud, men afventer nu en amerikansk reaktion, lyder det fra DR's EU-korrespondent.
Han forklarer, at man ser undrende på argumentationen for at indføre toldsatsen, som er begrundet i det, der hedder 'national grounds', altså af sikkerhedsmæssige årsager eller for at beskytte sig.
Men, påpeger Ole Ryborg, det kan dog være svært at se, hvordan import af stål og aluminium fra EU-lande, som USA er i forsvarsalliance med via Nato, kan udgøre en trussel mod USA.
- EU har sagt, at det skal være noget for noget, og at man gerne vil forhandle. Der skal dog også komme noget den anden vej, siger han og fortsætter:
- USA og Donald Trump hæfter sig ved, at USA importerer langt flere varer fra Europa, end amerikanske virksomheder sælger til EU-landene. Det er det handelsunderskud, som den amerikanske præsident overvejer, om han kan ændre ved at indføre told på flere varer fra Europa.
Produktion er for lav
Men det er ikke kun EU, der kan skabe problemer i forhold til den forhøjede told på import af stål og aluminium.
For samlet set leverer Canada, Mexico og EU så store mængder metal, at amerikanerne ikke kan producere samme omfang, som de importerer.
Sådan lyder det fra den uafhængige økonom, Ulrik Bie.
- Det kan blive dyrt. De kan blive nødt til at importere, for Canada er deres største leverandør. Og markedsprisen i USA vil stige til verdensmarkedsprisen plus toldsatsen, siger han.
Både Mexico og Canada har også advaret mod nye toldsatser på amerikanske importvarer.
- Den gyldne regel, når man laver handelstiltag, er, at det skal gøre mere ondt på andre end på en selv, men canadierne kan eksempelvis lægge toldsats på amerikansk vin, og det kan gøre ondt på USA.
Ifølge Ulrik Bie vil de nye toldsatser på stål og aluminium have en stor effekt på nogle af USA's største industrier: Bil - og olieindustrien.
Da Donald Trump annoncerede toldsatsen i marts var det blandt andet med begrundelsen om at ville beskytte og genopbygge stål- og aluminiumindustrien i USA.
Men de kortsigtede tab kan komme til at koste dyrt i forhold til gevinsten på den lange bane, forklarer Ulrik Bie.
- Man rammer meget af det, som skal drive den amerikanske vækst frem. Det er ikke sikkert, at tidsperspektivet i at opbygge en industri er taget med i betragtning, for fabrikkerne skal genrejses, der skal indkøbes maskiner, ansættes folk, og så videre, lyder det fra økonomen.