Beskyldninger mod Trump i ny bog: Ville have Kinas hjælp til genvalg

John Bolton udgiver på tirsdag sin bog om sin tid som Trumps nationale sikkerhedsrådgiver.

John Bolton var Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver i 17 måneder. (Foto: © JASON SZENES, Scanpix)

I 17 måneder var John Bolton en af Donald Trumps tætteste medarbejdere, indtil han sidste år fratrådte sin stilling som national sikkerhedsrådgiver.

Ifølge Bolton gik han selv. Ifølge Trump blev han fyret.

På tirsdag udgiver Bolton så sine erindringer om sin tid i det Hvide Hus - hvis det ikke lykkes Trump at stoppe ham inden.

Der er masser af bøger om Trump, men Boltons er den første skrevet af en så højtstående tidligere medarbejder i Trumps regering. Og Bolton har tilsyneladende en hel del på hjerte.

Flere amerikanske aviser har fået en kopi af den færdige bog, hvis påstande tegner et kritisk billede af en uvidende præsident, der konstant forsøgte at bruge embedet til sin egen politiske fordel.

Selv afviser Trump påstandene som "løgne".

Bad Kina hjælpe med genvalg

USA's præsident Donald Trump og Kinas præsident Xi Jinping under G20-topmødet i Japan i 2019. (Foto: © Kevin Lamarque, Scanpix)

Ved et møde med Kinas præsident under G20-topmødet sidste sommer forsøgte Trump tilsyneladende at kæde en handelsaftale sammen med sin egen politiske fremtid.

Trump "bønfaldt Xi Jinping for at sikre sig, at han vandt", skriver Bolton i bogen, og præsidenten "understregede, hvor vigtigt langdbruget og kinesernes opkøb af soya og hvede var for udfaldet af valget."

Beskyldninger, som Trumps handelsrepræsentant Robert Lighthizer afviser.

Trump ville tilbageholde støtte til Ukraine

USA's præsident Donald Trump mødtes med Ukraines tidligere præsident, Petro Poroshenko i det Hvide hus i Washington DC i 2017. (Foto: © JONATHAN ERNST)

Ifølge John Bolton ville Trump tilbageholde støtte til Ukraine for at presse den ukrainske præsident til at give oplysninger om hans politiske modstandere Joe Biden og Hillary Clinton.

Beskyldninger som det amerikanske senat frikendte Trump for under rigsretssagen i begyndelsen af året.

Trump "gik ikke ind for at sende dem noget som helst, indtil alt materiale fra Ruslands-undersøgelsen, der var relateret til Clinton og Biden, var blevet overleveret," skriver Bolton, der sammen med andre Trump-rådgivere adskillige gange forsøgte at overtale Trump til at frigive støtten til Ukraine.

Trump var villig til at give 'tjenester til diktatorer'

USA's præsident rækker ud efter den tyrkiske præsident, Tayyip Erdogan sidste år. (Foto: © JOSHUA ROBERTS)

Ifølge Bolton var Trump villig til at stoppe kriminalundersøgelser for at "give personlige tjenester til diktatorer, som han godt kunne lide", skriver Bolton ifølge New York Times.

Det gjaldt ifølge Bolton for eksempel Kina og Tyrkiet. Bolton advarede ifølge eget udsagn den amerikanske justitsminister William Barr om sagerne.

Demokraterne burde ifølge Bolton have lavet et langt grundigere forarbejde og udvidet anklageskriftet, inden de satte gang i rigsretssagen mod Donald Trump.

- Havde Repræsentanternes Hus ikke udelukkende fokuseret på Ukraine-delen af Trumps forvirring over sine personlige interesser, havde der været en større chance for at overbevise andre om, at der er begået "alvorlige forbrydelser og forseelser," skriver Bolton.

Trumps begrænsede viden om udenrigspolitik - og meget andet

Atomkraftværket Sellafield i det centrale Storbritannien. USA's præsident vidste ikke, at briterne er en atommagt, skriver John bolton i sin kontroversielle bog. (Foto: © Dan Chung)

I sin bog fortæller John Bolton adskillige historier om en præsident, der har en begrænset forståelse for udenrigspolitik.

Trump var ikke klar over, at Storbritannien, USA's allierede, er en atommagt. Og han vidste tilsyneladende ikke, om Finland var en del af Rusland, skriver Bolton.

Derudover skulle Trump, ifølge Bolton, have sagt, at det ville være "cool" at invadere Venezuela, skriver New York Times og andre medier.

På det føromtalte møde med Xi Jinping skulle Trump, ifølge Bolton, have erklæret sig enig i, at det var "helt rigtigt" at opføre lejre, hvor omkring én million af Kinas muslimske mindretal er placeret.