- Det var ondt, korrupt, beskidt, det var sladrehanke og løgnere.
USA's præsident Donald Trump lagde bestemt ikke fingrene imellem på et timelangt pressemøde i Det Hvide Hus i den amerikanske hovedstad, Washington D.C, her til aften.
Pressemødet kommer efter frikendelsen af ham i rigsretssagen i Senatet i aftes, hvor 52 republikanske senatorer frikendte præsidenten, mens 48 stemte for, at Trump skulle dømmes skyldig i magtmisbrug.
- Det burde aldrig været sket mod nogen præsident, sagde Trump, der langede hårdt ud efter sine politiske modstandere i sin tale.
- Demokraterne er ondsindede. Adam Schiff er en ond og frygtelig person, Nancy Pelosi er ond og frygtelig, sagde Trump om de to hovedpersoner i rigsretssagen mod ham.
Trump: Det er bullshit!
På talerstolen fremviste Donald Trump som noget af det første en udgave af avisen Washington Post, hvis forside i dag lyder "Trump Aquitted" - Trump Frikendt.
Præsidenten har længe tordnet mod både Washington Post og mange andre medier, der udtaler sig kritisk om ham.
- Jeg havde alle de gode overskrifter, pralede Trump.
I sin talestrøm kom Trump vidt omkring som han ofte gør i sine taler. Han talte om alt fra årets Super Bowl-finale til Hillary Clintons berygtede e-mails. Der blev uddelt verbale øretæver til præsidentens kritikere og modstandere og roser til mange af hans ansatte og venner. Ingen blev tilsyneladende skånet eller glemt af præsidenten.
Trump kom også ind på anklagen om hans påståede samarbejde med Rusland, der blev undersøgt af den tidligere specialanklager Robert Mueller.
- Det hele var bullshit, sagde Trump til forsamlingen.
Også den tidligere demokratiske vicepræsident Joe Biden og hans søn, Hunter Biden, fik nogle hug i talen. Trump var blandt andet anklaget for at presse Ukraines præsident til at undersøge netop Hunter Biden.
I sin tale roste Trump også den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnel, der har kæmpet indædt for at få Trump frikendt i rigsretssagen.
- Du gjorde et fantastisk arbejde. En storslået fyr.
Trump langede også ud efter udvalgte demokratiske senatorer.
- De kan tage tilbage, hvor de kom fra, til Californien og New York.
Undskyld til familien
Til sidst fik Donald Trump selskab af sin hustru, Melania Trump, og datter, Ivanka Trump, ved talerstolen.
- Jeg vil gerne sige undskyld til min familie for, at de skulle gå igennem sådan en falsk, rådden omgang på grund af nogle meget onde og syge personer, lød det fra præsidenten, der efter sin tale fik stående bifald fra de særligt indbudte tilhørere.
Rigsretssagen mod Donald Trump er kun den tredje i USA's historie. Den seneste fandt sted i 1999 mod Bill Clinton, mens den første var helt tilbage i 1868.