Begravede sladder-historier for at hjælpe Trump: Nu samarbejder han for at undgå at blive straffet

Manden bag et af USA's store tabloidblade klar til at fortælle om sit samarbejde med Trump.

Mediemogulen David Pecker er klar til at fortælle, hvad han ved om betalingerne til de kvinder, som hævder at have haft affærer med Donald Trump. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

De har ellers stået last og brast med Donald Trump, men nu ser det ud til, at der er grænser for loyaliteten fra nogle af præsidentens mangeårige allierede.

Først var det Trumps tidligere personlige advokat gennem mange år, der tidligere på ugen indgik en samarbejdsaftale med anklagemyndigheden i New York. Og nu er en anden af Donald Trumps fortrolige tilsyneladende klar til at fortælle, hvad han ved om USA's præsident.

Ifølge Wall Steet Journal har David Pecker, der er administrerende direktør for American Media, Inc. - udgiveren af tabloid-bladet National Enquirer - indgået en aftale med anklagemyndigheden om, at han kan undgå retsforfølgelse mod at dele informationer om sit samarbejde med USA's præsident.

Aftalen omfatter også en af bladets ledende redaktører Dylan Howard.

Begge bekræfter nu forklaringen fra Trumps tidligere advokat, Michael Cohen.

Han har fortalt, hvordan han på opfordring fra præsidenten selv, betalte den tidligere pornoskuespiller Stephanie Clifford - kendt som Stormy Daniels - og Playboymodellen Karen McDougal for ikke at offentligt at gå ud og fortælle om deres påståede affærer med præsidenten.

Michael Cohen, der indtil maj var Donald Trumps personlige advokat, erklærede sig i mandags skyldig i flere tilfælde af skatteunddragelser og i at have foretaget ulovlige kampagnedonationer. (Foto: © Mary Altaffer, Scanpix)

De såkaldte "tys-tys"-betalinger er foregået i samarbejde med AMI og David Pecker, og de har ifølge anklagemyndigheden brudt loven om kampagnedonationer. Formålet med køb af historierne var at undgå, at historierne eventuelt kom frem i andre medier og risikerede at skade Trumps kandidatur op til valget i 2016.

Har mediet direkte ydet økonomisk støtte ved at købe historier og tilbageholde dem for at fremme Trumps kampagne, kan det være i juridiske problemer, vurderer flere eksperter over for The Guardian.

- Den måde, The Enquirer angiveligt har handlet på, rækker langt ud over deres tilladte holdningsstof og journalistiske dømmekraft, siger Samuel Freedman, der er professor i journalistik på Columbia School of Journalism i New York.

Loyal ven

David Pecker og Donald Trumps forhold går mange år tilbage, og under Trumps kampagne for at blive præsidentkandidat og senere præsident blev National Enquirer ofte anklaget for at være Trump-kampagnens forlængede arm.

Adskillige gange udkom National Enquirer med belastende historier, blandt andet rettet mod Trumps republikanske modkandidater, Ted Cruz, Jeb Bush og Ben Carson, der blev kaldt en "fummelfingret kirurg".

Også Demokraternes præsidentkandidat Hillary Clinton stod for skud adskillige gange.

Bladet bragte en historie om, at Clinton var alvorligt syg af hjernekræft og insinuerede, at hun kun havde kort tid tilbage at leve i.

I 2016 gik Enquirer linen ud og erklærede for første gang i 90 år støtte til en præsidentkandidat - Donald Trump.

Men nu ser støtten imidlertid ud til at være ophørt, og hvor AMI hidtil har nægtet kendskab til betaling af nogen art, er David Pecker nu klar til at dele detaljerne om, hvordan det er foregået mod ikke at blive retsforfulgt.

I et længere interview på Fox News i går understregede præsidenten, at betalingsaftalerne var lavet uden hans vidende, at han først fik besked senere hen, og at der i øvrigt ikke var tale om kampagnedonationer.

Han kritiserede også måde at indgå samarbejdsaftaler med myndighederne på og foreslog, at det burde være ulovligt med begrundelsen, at den anklagede part er klar til lyve for at få en lavere straf.

Justitsministeren slår igen

I interviewet gentog præsidenten også sin skarpe kritik af både FBI og justitsminister Jeff Sessions.

- Jeg har indsat en justitsminister, som aldrig har været i stand til at styre sit ministerium.

USA's justitsminister, Jeff Sessions, har fået nok af at blive kritiseret af den præsident, som selv indsatte ham. (Foto: © Mandel NGAN, Scanpix)

Det er langt fra første gang, Donald Trump revser Jeff Sessions offentligt, men justitsministeren udsendte i går en udtalelse, hvor han tager til genmæle og understreger, at han ikke tillader sit ministerium at blive politiseret.

- Jeg har styret Justitsministeriet siden den dag, jeg tiltrådte. Derfor har vi haft ubetinget succes med at gennemføre præsidentens agenda, der sikrer amerikanernes sikkerhed og rettigheder, begrænser voldelig kriminalitet, overholder vores immigrantlovgivning, sørger for økonomisk vækst og øger religionsfriheden, lyder det fra Jeff Sessions.