Trump langer ud efter sin tidligere advokat: Han har opfundet historier

Ifølge præsidenten har hans tidligere advokat erkendt sig skyldig i noget, som ikke er ulovligt.

Donald Trump med sin daværende advokat, Michael Cohen, som nu har erkendt sig skyldig i flere tilfælde af skatteunddragelse og for at have foretaget ulovlige kampagnedonationer. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)

Det har været småt med kommentarer fra Donald Trump, efter at hans tidligere advokat gennem mange år, Michael Cohen, i går erklærede sig skyldig i skatteunddragelse, banksvindel og for at stå bag ulovlige kampagnedonationer.

Sidstnævnte skete tilbage i 2016, hvor Cohen var involveret i at betale to kvinder for ikke at offentliggøre deres historier om påståede affærer med Donald Trump for at undgå, at de skulle have negativ indflydelse på Trumps præsidentkandidatur.

Onsdag eftermiddag langede præsidenten dog ud efter sin tidligere fortrolige.

- Hvis nogen er på udkig efter en god advokat, vil jeg på det kraftigste anbefale ikke at hyre Michael Cohen, skriver Donald Trump på Twitter.

Trump følger op ved at fremhæve sin tidligere kampagnerådgiver, Paul Manafort, der i går blev fundet skyldig i flere tilfælde af økonomisk kriminalitet ved retten i Alexandria i delstaten Virginia.

- Jeg føler med Paul Manafort og hans fantastiske familie. Anklagemyndigheden har taget en 12 år gammel skattesag og lagt pres på ham, men ulig Michael Cohen, har han nægtet at give efter - eller opfundet historier for at opnå en "aftale". Stor respekt for en modig mand, skriver Trump.

Vidste godt, det var ulovligt

Michael Cohen har indgået en aftale med anklagemyndigheden i New York. Han har erkendt at have betalt 130.000 dollar til pornomodellen Stephanie Clifford, også kendt som Stormy Daniels, og været med til at betale Playboy-modellen Karen McDougal 150.000 dollar på opfordring af en "unavngiven kandidat i 2016" for at påvirke præsidentvalget samme år.

En kandidat, Cohens egen advokat, har bekræftet, er Donald Trump.

Cohen har bekræftet, at han har været klar over, at det, han foretog sig, var ulovligt, men det er USA's præsident tilsyneladende ikke enig i.

- Michael Cohen har erklæret sig skyldig i at have overtrådt reglerne for kampagnedonationer, som ikke var ulovlige, skriver han blandt andet og tilføjer, at den tidligere præsident Barack Obama også har haft overtrådt reglerne.

Donald Trump har nægtet at have haft affærer med de to kvinder og ifølge hans advokat er der intet omkring det, Cohen har erkendt sig skyldig i, som beviser, at præsidenten skulle have gjort noget forkert.