En kort distance for en brite – men et skæbneskridt for Europa.
Denne grove omskrivning af månelandingen kan passende bruges om de cirka 200 meter den britiske ambassadør Sir Tim Barrow skal tilbagelægge for at nå fra sit ambassadekontor i Bruxelles over til ministerrådspræsident Donald Tusks kontor.
Med sig under armen har han Europas mest omtalte kuvert, indeholdende den britiske skilsmissebegæring til EU.
Jeg slår op. Vi orker ikke mere. Nok er nok. Hertil og ikke længere.
Buddene er mange på, hvordan formuleringerne vil være, brevets længde og hvilke krav, det vil indeholde til det kommende arrangement med EU.
Og ikke mindst hvilken tone, briterne vil slå an i forløbet.
Britiske krav
Mere end en gang har man fået kaffen galt i halsen i Bruxelles, når premierminister Theresa May eller udenrigsminister Boris Johnson eller Brexit-minister David Davies har udtalt sig skråsikkert om, hvad de ville have med sig i tasken på vej ud af EU:
Adgang til det indre marked, bom ned for EU-migranter, særaftale om City of London, samtidig med at de forhandlede handelsaftaler med hele verden.
Og det hele serveret med et fingerknips.
De seneste dage har den britiske top dog lagt stilen lidt om, og slået en mere forsonende tone an omkring nedgangen af EU-migranter i Storbritannien og udrensning af EU-indflydelse.
Måske fordi de har erfaret, at for hvert krav, de har meldt ud, er EU27 rykket tættere sammen og har lagt armene endnu mere stramt over kors – anført af den udpegede brexit-forhandler Michel Barnier.
Brister bukserne?
Nu hvor forhandlingerne snart går i gang, spørger alle sig selv, om den enighed vil holde.
For jo tættere på virkeligheden forhandlingerne kommer, jo mere kommer de enkelte stats-og regeringschefer under pres fra deres bagland.
I Danmark vil landbruget have Lars Løkke Rasmussen til at kræve toldfri adgang for fødevarer til Storbritannien, fiskerne vil have adgang til de britiske farvand, og rederierne til britiske havne.
I Tyskland vil bilindustrien presse på for, at Angela Merkel sikrer uhindret adgang over vandet for bilreservedele, og i de østeuropæiske lande vil de vogte over, at adgang for handel og varer bliver betalt lige over for adgang til arbejdsmarkedet for østeuropæisk arbejdskraft.
Kan enigheden holde, hvis prioriteterne er forskellige og presset stiger?
Fuld åbenhed
Indtil videre har EU-kredsen formået at holde splittelsen fra livet ved at gøre to ting.
For det første ved at afvise briternes ide om at forhandle område for område, sektor for sektor. Alt skal forhandles under ét og ud fra de samme grundlæggende principper, lød svaret fra Bruxelles – og desuden skal man have afklaret regningen for udtrædelse først.
For det andet ved at afvise briternes strategi om at holde alt tæt til kroppen undervejs i forhandlingerne, som May har ønsket. Michel Barnier har i stedet luftet planen om, at alt skal foregå i fuld åbenhed, hvor alle er forpligtet og med undervejs.
Herved vil man minimere mistanken om, at nogle sektorer eller lande får særbehandling og risikoen for at briterne kan gå til enkelte lande med særtilbud under bordet.
Spørgsmålet er, om gennemsigtighed og inddragelse er nok til at undgå splittelse.
Hele vejen rundt om bordet har meldingen lydt, at den aftale briterne får, skal stille briterne ringere. Ikke ud fra hævnmotiver, men for at sikre at brexit ikke skaber en dominoeffekt, hvis man i en udmeldelse kan forhandle sig til noget, der er lige så godt som medlemskab. For hvorfor så blive?
Men alt andet lige, er det princip nemmere at udleve på de områder, hvor det kun gør ondt på briterne, end dér hvor det også kommer til at gøre ondt på de tilbageværende medlemslande:
Langt fra Bruxelles – langt fra forhandlingsbordet. Helt derude, hvor statslederen mærker markederne, sine politiske modstandere og vælgerne ånde sig i nakken.