Salen var proppet. Den konservative partikonference i Manchester, som indtil videre primært har været præget af apati og slet skjult nedtrykthed, sitrede af spørgsmål og forventning.
Ville Boris Johnson, udenrigsminister og kendt ballademager, gå til direkte angreb på Theresa May i spørgsmålet om Brexit?
Ville han udfordre hendes fremstrakte hånd til EU, som hun lancerede i Firenze for en uge siden? Og ville han gøre grin med hendes nylige anerkendelse af, at briterne kommer til at betale et ikke ubetydeligt beløb for at forlade EU? Penge som skal dække de EU-udgifter, som Storbritannien som medlem har været med til at vedtage.
Der var grund nok til at forvente drama. I en artikel i avisen The Telegraph lancerede Boris Johnson, blot en uge inden Mays tale i Firenze, sin egen vision for skilsmissen og fremtiden med EU. Vel at mærke en vision, der på flere afgørende punkter adskilte sig fra det May havde tænkt sig at sige om nøjagtigt samme emne nogle dage senere.
Ministre var rasende
Da udenrigsminister Johnson blev spurgt om han havde haft lejlighed til at diskutere artiklen med premierministeren, der jo altså forberedte en tale om præcis det samme, lød svaret: ”nej, det har der ikke været mulighed for”.
May og hendes rådgivere i Downing Street var rasende. Det samme var en del af regeringens øvrige ministre, nogle krævede at Boris Johnson blev fyret. Nøjagtigt samme forløb gentog sig i weekenden før konferencen i Manchester. May skal onsdag holde en for hende fuldkommen afgørende tale, der skal forsøge at genoprette partimedlemmernes tillid til hende som leder.
Alligevel optrådte Boris Johnson i weekenden i avisen The Sun med en beskrivelse af hvilke grænser, briterne skulle sætte for en aftale med EU. Igen en beskrivelse, som ikke helt er i overensstemmelse med det Theresa May tidligere har sagt.
Igen var Mays folk rasende, de følte, formentlig med rette, at det var med til at underminere Mays autoritet, og atter lød der krav om fyring. Theresa May gjorde intet. Undtagen at sige, mens hun anstrengt prøvede at smile, at ”Boris er jo Boris” med henvisning til, at han ofte provokerer og fremsætter sine synspunkter usminket og direkte.
Alle frygter fuld konfrontation
Sandheden er imidlertid også, at May næppe har styrken til at fyre Boris Johnson. Hvis hun prøver, så står hun med et internt opgør i regeringen, som hun ikke nødvendigvis vil vinde. Men som Johnsons tale i Manchester også viste, så står han heller ikke så stærkt, at han ved, at en magtkamp vil falde ud til hans fordel. Der er ganske simpelt for mange, der synes, at Boris handler næsten udelukkende om Boris. Ingen tør den fulde konfrontation af frygt for at tabe.
Tilbage står det konservative med en stadig lurende og i nogen grad ødelæggende magtkamp. Mellem en upopulær premierminister, som de færreste konservative kan se føre partiet igennem endnu et valg, og en udenrigsminister, der af partiet opfattes som selvcentreret og magtliderlig.
Uklart magtforhold
En uafklaret magtkamp som unægtelig besværliggør brexit-forhandlingerne og skaber usikkerhed om, hvem der i virkeligheden bestemmer i partiet og i landet. Som to ældre konservative herrer sagde til hinanden, mens de i Manchester sad og spiste frokost:
- Boris er stadig sur over, at han ikke blev premierminister. Men jeg kan ikke udstå hans mangel på loyalitet. Hans oprør handler om ham, ikke partiet. Jeg kommer aldrig til at støtte ham.”
Den anden mand nikkede og tilføjede:
- Hans tale var god. Han er en karismatisk taler, men jeg er usikker på, om han kan lede partiet. Måske skulle han også snart erkende, at han er en voksen mand og få klippet det hår.